Tirsdag aften mistede det tidligere 'Landmand søger kærlighed'-par Thomas Bertram og Nicoline Bertram deres 1,5-årige datter Marie i en traktorulykke på familiens gård i Jerslev.

Thomas Bertram var ved at fodre sine grise, da tragedien indtraf. Han kom til at ramme sin lille pige, der døde på vejen til hospitalet.

Nu sender tv-værten Lene Beier sine dybeste kondolencer til 'Landmand søger kærlighed'-parret fra hende selv og resten af holdet bag det program, som parret mødte hinanden igennem tilbage i 2018.

»Vi fra 'Landmand søger kærlighed' er alle fuldstændig knuste over den ufattelige sorg, der har ramt Thomas og Nicoline. Og jeg håber I vil respektere deres ønsker og ikke stille spørgsmål til ulykken,« skriver Lene Beier i et opslag på Facebook.

Tragedien fremgik af en pressemeddelse fra Nordjyllands Politi, der blev udsendt onsdag aften, og efterfølgende har Thomas Bertram bekræftet overfor Ekstra Bladet, at det var i hans lille familie, tragedien indtraf.

»Der er så meget glæde, der er gået bort. Marie var vores lille solstråle, og at hun ikke er her mere, betyder også, at der er rigtig mange drømme, der er blevet slukket. Vi er helt knuste,« fortæller den 31-årige landmand til mediet.

Her takker han også for al den omsorg, der er blevet vist familien, der nu har mistet deres eneste barn.

Også 'Landmand søger kærlighed'-værten Lene Beier har gjort sit for at hjælpe. Hun har indtaget en særlig rolle i forbindelse med den snartkommende begravelse for datteren.

»Jeg har lovet parret at viderebringe deres ønsker i forhold til lille Maries begravelse, som finder sted i Jerslev kirke i Nordjylland på onsdag,« skriver tv-værten i opslaget.

»Ønsker nogen af jer at sende en hilsen til Thomas og Nicoline kan I sende et brev til kirken. Har I mere lyst til at sende en buket blomster ønsker parret, at I vil give en rød rose på stilk eller en bonderose - og donere resten af beløbet til De danske hospitalsklovne eller Kræftens bekæmpelse.«