Italien, Jamaica, Storbritannien, Norge og Færøerne.

Det er nogle af de lande, som den biografaktuelle og anmelderroste James Bond-film 'No Time To Die' er blevet indspillet i.

Men det var tilsyneladende meget, meget tæt på, at også Danmark kunne have været på listen.

Det fortæller den kendte designer, iværksætter og kunstner Jim Lyngvild.

Ifølge ham blev han nemlig for fire år siden kontaktet af et filmhold, der spurgte om lov til at bruge hans berømte vikingeborg, Ravnsborg, til nogle yderst hemmelige filmoptagelser.

»Jeg spurgte dem, hvilken film det drejede sig om, men fik besked på, at det var tophemmeligt,« fortæller Jim Lyngvild, der dog trods de beskedne informationer valgte at give grønt lys til optagelserne alligevel.

Derfor dukkede filmholdet kort efter op i Faaborg med droner og andet gejl for at lave luftfotos og lignende.

Efterfølgende hørte Jim Lyngvild ingenting i et års tid, før han så fik besked om, at Ravnsborg ikke skulle bruges alligevel.

På samme tidspunkt fik han at vide, at det var filmholdet bag 'James Bond', der havde været forbi.

Jim Lyngvild foran sin vikingeborg, Ravnsborg.
Jim Lyngvild foran sin vikingeborg, Ravnsborg. Foto: HAUERBACH, PETER
Vis mere

»Det er da så ærgerligt,« siger Jim Lyngvild til spørgsmålet om, hvor skuffet han er over, at hans hus ikke er med i den verdensberømte film.

»Det er den bedste filmserie i verden, så jeg er da rigtig ærgerlig over, at jeg ikke lige fik barberet den ged og hilst lidt på Daniel Craig (der spiller James Bond i filmen, red.).

Jim Lyngvild fortæller som bonusinfo, at han siden har fået lov til at se nogle af de optagelser, som filmholdet lavede under deres besøg på Ravnsborg.

Her kunne han blandt andet se en vild motorcykelscene foran vikingeborgen.

»Scenen var grafisk lavet, så Daniel Craig var klippet ind, og så kunne man se ham køre mudder op foran Ravnsborg,« siger Jim Lyngvild, der selv har været inde og se den endelige udgave af filmen, hvor Ravnsborg altså ikke er med.

»I stedet har de valgt en norsk hytte i en norsk vildmark, men det er meget tydeligt for mig, hvad de havde af tanker i forhold til Ravnsborg, for det er et meget særligt og kendetegnende hus,« fortæller han.

Jim Lyngvild fortæller videre, at han trods alt stadig er meget stolt og glad over, at hans hjem var med i overvejelserne.

»Det viser jo, at der er international bevågenhed omkring Ravnsborg, og det er jeg enormt glad for. For mig handler det om at promovere Danmark og den danske livsstil så meget som muligt, så det er ikke min personlige selvfedme, der svømmer over her.«

Daniel Craig spiller rollen som James Bond for sidste gang i 'No Time To Die'.
Daniel Craig spiller rollen som James Bond for sidste gang i 'No Time To Die'. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Han afviser endvidere, at han fik tilbudt penge for at stille Ravnsborg til rådighed for filmholdet.

»Så langt nåede vi slet, slet ikke, og jeg kan også fortælle så meget, at man ikke skal sige ja til den slags, fordi man forventer en stor portion penge. Man skal gøre det, fordi man er interesseret i at få turister til Danmark.«

Og Jim Lyngvild er da heller ikke fuldstændig overbevist om, at Ravnsborg aldrig kommer til at blive vist frem i de populære film med agent 007 i hovedrollen.

»Nu ved jeg jo, at borgen er på deres lystavle. Den passede ikke ind denne gang, men man ved jo aldrig, hvad der sker i fremtiden. Nu stod der jo '007 returns' i rulleteksterne, så hvem ved?«