Jesper Koch er stoppet som chefkok og driftsdirektør på Hotel Alsik.

Men nu sætter den 50-årige tv-kok lidt flere ord på, hvorfor han var nødt til at træffe den svære beslutning.

I finaleafsnittet af Viaplay-programmet 'Koch'en på toppen' handler det nemlig om Jesper Kochs stop på det sønderjyske hotel.

Her forklarer han, at beslutningen har været et helt år undervejs – men at han ikke har fortrudt den et sekund.

»Jeg blev kun mere og mere afklaret med det,« lyder det fra Jesper Koch.

Selv kalder han det, at han »trækker stikket« efter at have kørt sig selv for hårdt i jagten på at få Als på det gastronomiske landkort med ikke mindst den Michelin-belønnede Restaurant Syttende.

»Jeg dækkede også kokkeeleven, det var helt sindssygt til sidst. Det er der ingen, der holder til. Fra klokken tre om natten til klokken 11 om aftenen,« pruster Jesper Koch.

Så efter 6,5 år på Hotel Alsik har han sagt stop.

Jesper Koch har inviteret tv-danmark med i projektet på Hotel Alsik i tv-programmet 'Koch'en på toppen', hvor han har været driftsdirektør og chefkok. Foto: TV3 / PR / Arkiv
Jesper Koch har inviteret tv-danmark med i projektet på Hotel Alsik i tv-programmet 'Koch'en på toppen', hvor han har været driftsdirektør og chefkok. Foto: TV3 / PR / Arkiv
Vis mere

Men hvad, arbejdslivet for fremtiden skal bestå af, er hverken afklaret eller offentliggjort.

»Nu synes jeg, at jeg ikke kan gøre mere for Alsik, nu kan jeg gøre noget for mig selv, og det er at træde lidt tilbage, kigge ind på, hvad vi har gjort og være stolt af det, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,« lyder det fra Jesper Koch.

For i første omgang er det den 50-årige tv-koks familie, der skal have del i hans nyfundne fritid.

»Nu skal vi have energi tilbage, batteriet skal lige lades op lidt, og så tager jeg mig lidt af Birgitte, fordi hun sidder jo lidt nede i kælderen nu, fordi Marius er taget på efterskole,« lyder det kærligt om hustruen og deres yngstesøn på 16 år.

Jesper Koch har tvillingebroren Michael Koch, foruden broren Lasse Koch. De tre brødre har tidligere lavet restauranteventyr sammen, men det er ikke på menuen denne gang, antydes det dog i finaleafsnittet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jesper Koch har tvillingebroren Michael Koch, foruden broren Lasse Koch. De tre brødre har tidligere lavet restauranteventyr sammen, men det er ikke på menuen denne gang, antydes det dog i finaleafsnittet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

For også Jesper Kochs brødre, kokkene Lasse og Michael Koch, har måttet være efter ham for at svigte familien midt i arbejdsstressen.

»Det er fandeme ikke mange familiearrangementer, du har været med til. Hold kæft, hvor har du meldt af mange gange,« siger bror Lasse Koch direkte i finaleafsnittet.

De tre brødre finder da også frem til, at de senest sås til juleaften for dengang fire måneder siden – selvom de egentligt havde aftalt, at deres familier skulle bruge en søndag om måneden sammen, efter Jesper Koch med jobbet på Hotel Alsik var rykket tættere på.

»Det er jo også en af grundene til det: Det kan jo ikke passe!« indrømmer Jesper Koch.

Jesper Koch er blandt andet også kendt som dommer i tv 3-programmet 'Masterchef'. Foto: Klaus Bo Christensen / Ritzau Scanpix
Jesper Koch er blandt andet også kendt som dommer i tv 3-programmet 'Masterchef'. Foto: Klaus Bo Christensen / Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor er der selvsagt opbakning over hele linjen til, at han for fremtiden drosler lidt ned og stopper på det tidskrævende projekt, han har drevet de sidste seks og et halvt år.

»Jeg synes, det er den rette beslutning. Også familiært set. Der er nogle, der har måttet lide: Hans venner, gode bekendte, os som familie de sidste seks år,« slår bror Michael Koch fast.

Jesper Koch slår dog fast, at »der er andre drømme, der skal forfølges«, og han bemærker samtidig, at han særligt elsker at sætte ting i gang, at kunne være kreativ og i en mentorrolle.

Jesper Koch har tre børn, den 16-årige Marius, 20-årige Mille-Marie og 22-årige Mikkel, sammen med hustruen Birgitte, som han har været sammen med siden deres folkeskoletid.

I opstarten af Hotel Alsik indrømmede Jesper Koch, at han måtte bo et halvt år i sin mors kælder. Læs mere om det HER.

Andre læser også