TV 2 Zulu sender i øjeblikket det meget omtalte program 'Date Mig Nøgen' med Ibi Makienok i værtsrollen. For hende er nøgenhed naturligt og noget, hun synes, folk er blevet alt for bange for.

»Jeg har aldrig været så skræmt af nøgenhed og kroppe. Fordi jeg er uddannet skuespiller, er jeg også vant til, at kroppen er et redskab og ikke noget, man skal skamme sig over,« siger Ibi Makienok til B.T.

Hun mindes sin barndom, hvor folk var mere afslappede omkring sine kroppe og ikke ligeså kropsforskrækkede, som man har en tendens til at være i dag.

»Jeg er jo et 70'er-barn. Og dengang var tiden anderledes. Der var meget nøgenhed til stede både privat og offentligt. Det var en anden tid, hvor folk ikke gik så meget op i, om folk havde tøj på eller ej, som når man for eksempel sad på stranden.«

Ibi Makienok er vært på TV 2-programmet 'Date Mig Nøgen''. Foto: TV 2
Ibi Makienok er vært på TV 2-programmet 'Date Mig Nøgen''. Foto: TV 2
Vis mere

Ibi Makienok er gift med fodboldspilleren Simon Makienok, og derfor kender hun ikke selv til datingmarkedet. Men ud fra hvad hun har hørt fra sine venner og veninder, lyder det som en udfordring, når det gælder om at finde personer, der ligner den, de giver sig ud for at være på de sociale medier.

»Når de går på Tinder, føler de, de bliver snydt. Det er mest mine drengevenner, der siger det om pigerne.«

Ibi Makienok lægger stor vægt på, at de filtre, man kan putte på sine billeder på de sociale medier, ikke er noget, man har mulighed for i den virkelig verden.

Og derfor er 'Date Mig Nøgen' med til at fortælle folk, at det er okay at se naturlig ud - uanset, hvordan man ser ud. Programmet er for alle uanset højde, størrelse, farve og seksualitet.

»Vi er med til at trække i den anden retning som i 'her er jeg, og sådan ser jeg ud'. Det er et mangfoldighedsprogram, hvis det er noget. Og så er det med til at kæmpe imod de filtre, der er på datingmarkedet. Det er for alle slags kroppe, og så er jeg ligeglad med, hvilke slags det er,« siger Ibi Makienok og tilføjer:

»Hvis man har knopper på karamellen, fordi man lige har barberet sig, så er det altså sådan, man ser ud. Det er dét, jeg mener. Der er en ægthed over programmet, fordi man ikke skjuler noget.«

Ibi Makienok mener, at man som kvinde er opdraget af samfundet til at skjule sin krop i højere grad, end mænd er.

»Jeg kan godt forstå, der er en generthed i det. Jeg savner bare lidt mere den dér med, at 'sådan ser jeg ud'. Man behøver slet ikke være så skræmt for at være nøgen.«

Ibi Makienok har værtsrollen i TV 2 programmet 'Date Mig Nøgen'. Foto: TV 2
Ibi Makienok har værtsrollen i TV 2 programmet 'Date Mig Nøgen'. Foto: TV 2
Vis mere

I programmet var der også flere af de mandlige deltagere, der påpegede over for Ibi Makienok, da kameraerne var slukkede, at de ikke forstod kvinders usikkerhed omkring 'cellulite' - også kaldt 'appelsinhud'.

»Mændene kunne ikke forstå, hvorfor vi er sådan oppe at køre over det. Og det giver stof til eftertanke, fordi vi kvinder bruger så meget tid, energi, penge og produkter på at fjerne det.«

De første tre afsnit af 'Date Mig Nøgen' er allerede nu tilgængelige på TV 2 Play. Programmet bliver sendt hver mandag klokken 20.45.