TV 2 Zulu sender i øjeblikket programmet 'Date mig nøgen', hvor deltagerne – helt nøgne – skal finde en potentiel partner. En af deltagerne er Mads.

Han synes, datingmiljøet har forandret sig, og han meldte sig til programmet for at bryde med den overfladiske kultur, han mener, der hersker.

»Jeg synes, datingmarkedet er blevet meget overfladisk, efter jeg er kommet tilbage til det,« siger Mads, som ellers havde haft en fast partner i over 10 år, til B.T.

Mads er træt af, at alle forsøger at være så perfekte i stedet for at være tilfredse med en naturlig krop.

Mads er med i det kommende afsnit af TV 2 Zulu-programmet 'Date mig nøgen'. Foto: TV 2
Mads er med i det kommende afsnit af TV 2 Zulu-programmet 'Date mig nøgen'. Foto: TV 2
Vis mere

»Vi er blevet så kropsforskrækkede i Danmark, og vi tør ikke vise vores kroppe til nogen som helst. Der er en blufærdighedskrænkelse – for eksempel når kvinder ikke kan give deres eget barn bryst offentlige steder. Og så snart man går ud af cafeen, er alle busser klistret til med reklamer for at få plastikkirurgi og større bryster,« siger Mads.

Han tror, det er de sociale medier, der har gjort det svært for folk i dagens Danmark at finde sig en fast partner, som lever op til de høje krav, mange har.

»Jeg synes, folk har for mange krav til, hvordan en person skal være. Alle billeder, som man måske har på sin profil, er jo fyldt op med filtre, så man ikke ser den virkelige person, som er et eller andet sted inde bag,« siger Mads og tilføjer:

»Og så har man nogle krav, der slet ikke er realistiske. Man lever i en Hollywood-verden, hvor man tror, det hele kan være perfekt og en dans på lyserøde roser. Og det er det langtfra.«

Mads har derfor nydt at være med i programmet – også selv om det desværre ikke bar frugt, og han ikke fandt den eneste ene.

»Det har været supersjovt, fordi det har været en anderledes måde at skulle date på,« siger Mads.

Kvinden, han valgte at tage med på date, boede for langt væk fra ham selv. Derfor blev det ikke til mere end den ene date.

»Det var ærgerligt, men sådan er det jo bare. Det sjove i programmet er jo, at man kommer til at snakke med en, man normalt ikke ville date. Men i bund og grund kom jeg fra Sjælland, og hun fra Jylland. Og vi har begge børn, så vi er ikke så flytbare.«

Mads er i hovedrollen i mandagens program, hvor han ud fra fysisk tiltrækning skal vælge en kvinde, han vil på date med. Til slut i programmet skal han også selv være nøgen. Foto: TV 2
Mads er i hovedrollen i mandagens program, hvor han ud fra fysisk tiltrækning skal vælge en kvinde, han vil på date med. Til slut i programmet skal han også selv være nøgen. Foto: TV 2
Vis mere

Efter sin deltagelse i programmet har Mads også fået flere henvendelser fra kvinder, der er interesserede i mere end bare venskab.

»Der er nogle, der har prøvet at sætte mig op med deres mor. Og så nogle enkelte, der syntes, jeg så sød ud, og ville lære mig at kende,« siger Mads, som dog forventer at få mange flere beskeder, når afsnittet, hvor Mads – helt nøgen – skal vælge en kvinde, han vil på date med, bliver sendt på flow-tv.

Mads har ikke tænkt sig at sige ja til nogen af de mange tilbud, han får. Han har nemlig allerede fundet sig en ny.

»Jeg har fundet en sød pige. Vi er ikke kærester endnu, men det kan være, vi bliver det. Og ironisk nok er hun også fra Jylland,« siger Mads, som pointerer, at deres første date dog var med tøj på.

Mads med Ibi Makienok, som er vært på programmet. Foto: TV 2
Mads med Ibi Makienok, som er vært på programmet. Foto: TV 2
Vis mere

Afsnittet med Mads i hovedrollen bliver sendt på TV 2 Zulu mandag klokken 20.45.

De første tre programmer kan allerede nu ses på TV 2 Play.