Den næste ’Afdeling Q’-film bliver som bekendt uden Nikolaj Lie Kaas.

Den populære skuespiller, der har haft hovedrollen som kriminalbetjent Carl Mørck i fire vanvittigt populære, film hvoraf den seneste ’Journal 64’ har solgt næsten 800.000 billetter, gør nu klar til at sende stafetten videre.

Torsdag aften blev succesen kronet med prisen som årets skuespiller med Zulu Awards, og da han bagefter kom ud til pressen, ville han gerne give et bud på sin efterfølger.

»Jeg synes, Dar (Dar Salim, red.) eller Ulrich Thomsen ville være rigtig rigtig gode bud,« lød det fra den 45-årige nu pensionerede Carl Mørck.

Det var en meget bevæget Nikolaj Lie Kaas, der kunne se tilbage på sin fire film.

Under optagelserne blev han især gode venner med den svenske skuespiller Fares Fares, der spillede rollen som hans politikollega Assad.

På scenen ved Zulu Awards erklærede han sin store kærlighed til den svenske kollega, før han gik af scenen med sin pris.

Hvem der skal spille den nye Carl Mørck, ved vi endnu ikke.

Forfatter Jussi Adler-Olsen, der står bag ’Afdeling Q’-filmene, var ikke tilfreds med valget af Nikolaj Lie Kaas.

Og da der skulle besluttes, om der skulle laves flere film efter ’Journal 64’, stoppede samarbejdet med Zentropa.

Nordisk Film har nu fået til opgave at løfte arven, og så må vi se, om Nikolaj Lie Kaas får ret og enten lader rollen gå videre til Dar Salim eller Ulrich Thomsen.

Nikolaj Lie Kaas selv kan i 2019 opleves i tv-serien ’Forhøret’ på Viaplay og filmen ’Kollision’, hvor han spiller sammen med blandt andre Nicolas Bro, Sebastian Jessen og Cecilie Stenspil.