For sidste gang toner Nikolaj Lie Kaas frem på det store lærred som Carl Mørck i filmen "Journal 64".

København. Ad fire omgange er Nikolaj Lie Kaas gået på arbejde for at iføre sig en halvlang cottoncoat, en dyster mine og brysk attitude, men med "Journal 64" er det sidste gang, den populære skuespiller indtager rollen som kriminalbetjenten Carl Mørck, der leder Afdeling Q.

Første gang han spillede Carl Mørck var i "Kvinden i buret" tilbage i 2012. For ham har rollen været anderledes, end hvad han ellers har spillet de senere år. Som karakteren Carl Mørck er han indelukket, vred og sarkastisk grænsende til det ondskabsfulde, men det skal formidles subtilt.

- Jeg har altid syntes, at skuespillet er en værktøjskasse, der bliver større og større, jo længere tid man er i faget. Men det sjove ved at spille Carl Mørck er, at man skal bruge så lidt værktøj som muligt. "Less is more" med ham, forklarer Nikolaj Lie Kaas.

- På den første film var instruktøren, Mikkel Nørgaard, og jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne se og mærke på Carl Mørck, hvordan han havde det. Han kommunikerer jo ikke, fortæller Nikolaj Lie Kaas.

Skuespilleren brød igennem i starten af 90'erne, hvor han spillede med i "Drengene fra Sankt Petri", men siden har han tilføjet både dogmefilm, sorte komedier og dramaserier til sit cv.

- Da jeg i sin tid startede med at spille skuespil, var der mange, der roste mig, fordi jeg gjorde så lidt. Efter det har jeg lavet mange forskellige ting, deriblandt mange komedier, hvor jeg i den grad har skullet sprælle med arme og ben, men nu hører jeg igen, at det er interessant, at Carl er så udtryksfuld, uden at han siger en skid, siger Nikolaj Lie Kaas og smiler.

- I tv-serien "Britannia", som jeg laver i øjeblikket, der skal jeg decideret overspille. Men som Carl Mørck skal alt komme indefra. Man er nødt til at mærke det inde fra sig selv i stedet for at være så interesseret i, hvordan andre opfatter det, forklarer skuespilleren.

Men i sine år i rollen har han kunnet mærke, at det påvirker ham at skulle spille skuespil på den måde.

- Da jeg i starten mødte Fares Fares (som spiller hans makker, Assad, i filmene, red.), kunne jeg godt mærke, at man normalt som skuespiller ville være generøs nok til at gøre den anden tryg. Men når jeg nu er Carl Mørck og det røvhul, han er, så kan jeg ikke vise generøsitet på samme måde, siger Nikolaj Lie Kaas.

- Mellem optagelserne skal jeg nok være der. Men når kameraet ruller, er jeg Carl Mørck med alt, hvad det indebærer. Og det har været over hele linjen. Det er der mange skuespillere, der har været frustrerede over, men i den verden er jeg nødt til at være helt umulig at være sammen med, og det er svært. Det bliver ensomt, for folk tror, at det er mig, Nikolaj, der er super arrogant, siger skuespilleren.

Alligevel har han ikke tvivlet på, at hvis han skulle være i stand til at give Carl Mørck den dystre og ubehagelige aura, var det den eneste vej frem at gå ind i rollen 100 procent.

- Jeg står ved den rolle, jeg spiller, og så må det være sådan. Men jeg kan ikke holde ud, hvis mine kolleger tror, jeg er sådan privat, og bag kameraet gør jeg alt for at gøre dem trygge og få dem til at forstå, at det ikke er personligt.

- Jeg kan dog godt forstå, hvorfor - som Fares Fares sagde på et tidspunkt - det må føles som at spille sammen med en dør, siger han.

Selv om Carl Mørck har ændret sig meget lidt undervejs, synes Nikolaj Lie Kaas dog, at han i "Journal 64" kommer nærmere at åbne sig.

- Det er meget lidt filmisk, at vi har haft en karakter, der nærmest ikke har ændret sig i fire film. Men jeg synes, at han i denne film må erkende, at han også har brug for andre.

- Men han er mere bitter, end han nogensinde har været før, han er mere indebrændt og sarkastisk. Vi har holdt fast i, at det er hans eneste energi. At han kommer til en form for erkendelse af, at han har brug for andre, har været vores rejse. Og den har været lang, forklarer Nikolaj Lie Kaas.

For ham og Fares Fares er "Journal 64" sidste gang, de indtager rollerne som makkerparret i filmene om Afdeling Q. Selv om der er flere bøger at filmatisere, er "Journal 64" den sidste fra filmselskabet Zentropa og dermed de to skuespilleres hånd.

Men Nikolaj Lie Kaas slutter på toppen.

- Jeg er virkelig stolt af de fire film. Jeg synes, vi har gjort os umage hver gang, og det synes jeg kan ses og mærkes, siger han. Vi har prøvet at oppe os hver gang, siger han.

Han kan ikke lade være med at måle filmenes billetsalg mod hinanden, selv om den første Afdeling Q-film satte barren højt.

- Jeg flippede helt, da vi lavede den første film, og den solgte de der 700.000 billetter. Det kom fuldstændig bag på mig. Det er jo bøgerne og Jussi Adler Olsens skyld, for der har ikke været andet end det til at lave reklame.

- Men det var på et tidspunkt, hvor det virkelig gik skidt med biograftallene. Jeg troede slet ikke, man kunne sælge så mange billetter mere. Derfor blev jeg endnu mere taknemmelig, forklarer han.

Mens Mikkel Nørgaard instruerede de to første film og Hans Petter Moland stod bag den tredje, er det instruktøren Christoffer Boe, der har stået bag kameraet på "Journal 64".

- Christoffer Boe er i ordets bedste forstand en auteur. Og derfor er han på en eller anden måde nærmest overkvalificeret til at instruere den film, synes jeg. Jeg var meget beæret over, at han sagde ja, fortæller Nikolaj Lie Kaas.

Men det er måske i virkeligheden kernen af, hvorfor Afdeling Q-filmene er blevet så populære, mener skuespilleren.

- Det fede ved det her projekt er, at det er en slidt genre, der pludselig bliver taget alvorligt.

- Mikkel Nørgaard og Nikolaj Arcel (manuskriptforfatter, red.) var fandeme et stærkt hold, og der tænkte man, at hvis sådan nogle mennesker som dem gad at gå ind i den genre og gøre det her, så kunne det blive rigtig godt. Og så var der penge til det, og det er der ellers aldrig.

- Så en konstellation af et godt bogforlæg, meget, meget kompetente mennesker, der fik penge til at lave noget, som i og for sig er ret banalt, det tror jeg, er en stor årsag til succesen, mener Nikolaj Lie Kaas.

"Journal 64" har premiere den 4. oktober.

/ritzau/