I 'Disney Sjov' har man for nylig kunnet se nogle af de sidste afsnit af 'Luftens helte'.

Men det allersidste afsnit af serien kan DR ikke få lov til at vise. Disney har nemlig selv fjernet afsnittet. Derved er det også taget ud af sæsonen af 'Luftens helte', som i september i år blev udgivet på Disneys egen streamingtjeneste Disney+.

I afsnittet – episode 65, 'Flyvende fjolser' – skal hovedkarakteren Baloo – som vi også kender fra Disney-filmklassikeren 'Junglebogen' – uvidende levere en bombe til den thembriske højmarskal i sit fly, men lokker i stedet karakteren Oberst Lynild til at aflevere pakken for ham for til gengæld at lære ham at flyve.

Disney afviser at svare på nogen af B.T.s spørgsmål omkring, hvorfor man har valgt at bandlyse episoden, samt hvor bredt bandlysningen rækker.

'Luftens helte' bestod oprindelig af 65 afsnit. Men det sidste afsnit er ikke længere muligt at se, da Disney har bandlyst afsnittet på grund af terror-temaet.
'Luftens helte' bestod oprindelig af 65 afsnit. Men det sidste afsnit er ikke længere muligt at se, da Disney har bandlyst afsnittet på grund af terror-temaet. Foto: Disney
Vis mere

Men klart står det, at den bandlyste episode ikke kan ses længere.

Det skyldes højst sandsynligt associationerne til terror i afsnittet, fortæller Anders Christian Sivebæk til B.T. – og det er langtfra usædvanligt, at Disney bandlyser deres ældre værker, såsom eksempelvis 'Luftens helte'-afsnittet fra start-90erne.

Anders Christian Sivebæk er medstifter af Dansk Donaldist-Forening – den officielle fanklub for Disneys 'Anders And'-univers og Disney generelt – og er til daglig bibliotekar med speciale i Disney.

»I det hele taget er Disney glade for at tage hensyn til ikke at blive anklaget for noget som helst. De er så stort et selskab, at de helst ikke vil berøre, at der er noget, de ikke kan stå inde for længere, og så i stedet bandlyser de uden forklaring. Disney er blevet meget mere fintfølende og stuerene gennem tiden,« forklarer Disney-eksperten.

Dansk Donaldist-Forening er den officielle Anders And-fanklub i Danmark, men den strækker sig også til en generel fascination af Disney.
Dansk Donaldist-Forening er den officielle Anders And-fanklub i Danmark, men den strækker sig også til en generel fascination af Disney. Foto: Dansk Donaldist-Forening
Vis mere

Disney har aldrig givet en officiel forklaring på, hvorfor episoden er taget ned – og afviser altså ligeledes at give det nu, da B.T. efterspørger det.

Men for en Disney-ekspert er det ikke svært at se et mønster i de mange ting, som Disney bandlyser, sætter disclaimer på eller fravælger af genudgive.

»At vise noget med en bombe i et fly, der skal falde over en anden stat, er ikke nogen god idé i dagens politiske klima. Alt, hvad der bare kunne minde om vold eller latterliggørelse af andre befolkningsgrupper, er Disney ikke længere stolte af, og de laver heller ikke nyt af den slags,« forklarer Anders Christian Sivebæk.

Heller ikke DRs 'Disney Sjov' – der ellers siden 18. september har vist afsnit af 'Luftens helte' og fortsætter med det resten af året – har fået mulighed for at vise episoden.

Det oplyser DR til B.T.

Ikke mindst understreger DR, at det er Disney selv, der vælger, hvilke programmer og episoder de sætter til salg til blandt andre DRs 'Disney Sjov'. Og i den pulje har man ikke haft mulighed for at købe episode 65, 'Flyvende fjolser', og DR har derfor ikke rettigheder til at vise den.

Men det er ikke mange år siden, afsnittet ikke var bandlyst.

Det fortæller den inkarnerede 'Luftens helte'-fan Jan Stanstrup til B.T.

Han har de sidste mange år samlet på 'Luftens helte'-afsnit ved at optage dem fra 'Disney Sjov'. Derfor kan han dokumentere, at den bandlyste episode 65 for fem år siden har været sendt på DR.

»Jeg har en fil liggende med episoden, som er lavet i 2016, så det har været sendt omkring det tidspunkt i 'Disney Sjov',« fortæller Jan Stanstrup.

Det er ligeledes ham, der for B.T. – ud fra sine optagelser – har kunnet bekræfte episodenumrene og -titlerne på afsnittene af 'Luftens helte', ikke mindst dem, som er blevet sendt i 'Disney Sjov' på DR, også fra 18. september i år og frem.

For Disney-eksperten og Dansk Donaldist-Forening-stifteren, Anders Christian Sivebæk, er det dog en ærgerlig udvikling, at Disney på den måde så omfattende censurerer sig selv.

Disney-serien 'Luftens helte' kan ikke længere ses i sin helhed. Det allersidste afsnit er nemlig blevet bandlyst af Disney selv.
Disney-serien 'Luftens helte' kan ikke længere ses i sin helhed. Det allersidste afsnit er nemlig blevet bandlyst af Disney selv. Foto: Disney
Vis mere

Han ville hellere ønske, at man i stedet satte en advarsel på afsnit og genudgivelser. En løsning, Disney i flere tilfælde også har praktiseret.

»Når man har en serie, så er det ærgerligt at tage afsnit ud – uden i hvert fald at være åben omkring censureringen. Men hverken medier eller vi andre kan tvinge en forklaring ud af Disney,« lyder det fra Anders Christian Sivebæk.

'Troldspejlet'-værten Jacob Stegelmann – der er Danmarks vel nok mest kendte donaldist og ansvarlig for at indkøbe 'Disney Sjov' for DR – har ikke ønsket at kommentere sagen. Han henviste i stedet til DRs presseafdeling.

Ligeledes har den anerkendte dubber Lars Thiesgaard, der har lagt stemme til flere af karaktererne i 'Luftens helte', afvist at kommentere på grund af sine kontraktlige forpligtelser hos Disney.

Udover omtalte episode 65, 'Flyvende fjolser', er også episode 32, 'Last Horizons' taget ud af 'Luftens helte'-sæsonen på Disney+.

Her finder Baloo det mytiske land Panda-La - en reference til det fiktive Shangri-La i Tibets bjerge fra James Hiltons roman 'Tabte horisonter' - og her bliver han lokket i en fælde af indbyggerne, der planlægger at angribe Baloos hjemby Cape Suzette.