Lørdag formiddag brød Rasmus Wallbridge sin tavshed og kritiserede nu for første gang selv forløbet i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han gennem fire måneder uvidende var blevet filmet med skjult kamera og bildt ind, at han var i gang med at lave en spillefilm.

Derefter droppede TV 2 så deres hidtidige forsvar af serien og lod i stedet programdirektør Dorthe Thirstrup tage det fulde ansvar og undskylde i en pressemeddelelse, at hun burde have erkendt noget før, at fupnummeret var udenfor skiven, og at man derfor nu trækker serien tilbage.

Men for B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, der også driver mediemagasinet 'Q&Co', bør den udmeldingen ikke være den sidste konsekvens, sagen har set.

»Det er fuldstændig uforståeligt, hvis det her ikke får konsekvenser på højeste sted i TV 2,« lyder det bramfrit fra Henrik Qvortrup.

Så du mener, at nogen skal fyres for det her?

»Jeg synes, det er naturligt, hvis der rullede et hoved eller to,« slår Henrik Qvortrup fast.

Rasmus Wallbridge i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han først til allersidste afsnit får afsløret, at alle har løjet for ham i fire måneder om den spillefilm, han troede, de var i gang med. Foto: Drive Studios/TV 2

B.T. forsøger at få en kommentar fra TV 2, herunder administrerende direktør Anna Engdal Stig Christensen og indholdsdirektør Ulla Pors, om hvorvidt man selv mener, at sagen bør få ledelsesmæssige konsekvenser.

Det har endnu ikke været muligt at få svar på, men overfor Ekstra Bladet freder indholdsdirektøren i al fald programdirektøren Dorthe Thirstrup, der har taget ansvaret på sig.

»Jeg synes, det er den rigtige beslutning Dorthe Thirstrup har taget i dag. Jeg har tillid til hende og programafdelingen og til, at vi lærer af vores fejl,« lyder det i en sms fra indholdsdirektør Ulla Pors.

For Henrik Qvortrup at se har tilliden til ledelsen i TV 2 dog lidt et alvorligt knæk med hele kovendingen omkring 'Alle elsker Rasmus'.

TV2s indholdsdirektør Ulla Pors her afviser at fyre programdirektøren Dorthe Thirstrup, som har taget det fulde ansvaret for den dårlige dømmekraft, der lå bag TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus'. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Jeg skal ikke sige, at folk ikke må kvaje sig, men her har der siddet en hel tv-ledelse og i månedsvis været klar over, at det her afstumpede projekt blev produceret,« konstaterer Henrik Qvortrup.

»Når kritikken så kommer, så afviser man alt med stor arrogance – lige indtil det omsider viser sig, at det ikke var rigtigt, hvor presset bliver for stort og man pludselig sadler om,« siger han videre.

»Det er bare for sent. TV 2 burde fra start have erkendt, at det var helt galt. Det er skræmmende, at så mange i så lang tid ikke har gjort noget, som alle andre med et halvt øje kan se er helt galt.«

Rasmus Wallbridge og hans manager Jakob Riis har udtalt til B.T., at de »sætter pris på at programmerne er taget ned«. Læs mere om det HER.