»John Dillermand, han har verdens længste dillermand. Der er næsten ikke noget, han ikke kan med den. Han kan svinge den rundt, blive lidt flov, redde hele verden, hvis bare han fik lov.«

Sådan lyder introsangen til DR Ramasjangs nye animationsserie 'John Dillermand' for børn i alderen fire til otte år, der handler om en mand ved navn John, som har en en magisk og utrolig lang 'dillermand', der blandt andet i første afsnit hjælper ham med at lufte hunde.

(Har du endnu ikke set 'John Dillermand', så brug fem minutter på at se første afsnit HER).

'John Dillermand' begyndte som en karakter i godnathistorier, seriens skaber, Jacob Ley, fortalte sine egne børn.

Da produktionsselskabet Made By Us, der har en lang række børneprogrammer med folk som Motor Mille, Sebastian Klein og Hr. Skæg på cv'et, begyndte arbejdet på serien, fik man en børnepsykolog og Sex og Samfund med ind over som konsulenter.

'John Dillermand' skal ifølge dr.dk ses som et humoristisk univers, hvor det handler om at turde stå ved sig selv og sine fejl. Derudover har serien fokus på børns spirende nysgerrighed omkring kroppen – også det pinlige og sjove, lyder beskrivelsen.

Men kan man lave en animationsserie til børn med titlen 'John Dillermand' uden at forarge?

Selvfølgelig ikke. Både på DR1's og DR Ramasjangs Facebook-side stiller en flok seere i forskellige grader af forargelse sig uforstående over for serien.

''John Dillermand' … Helt ærligt, DR … Det er da totalt upassende! Har I forestillet jer legene på legepladsen, som det inspirerer til? Please rul det tilbage og skån både pædagoger og forældre,' skriver Christine Graakjær Wøhlk.

'Undskyld DR1 og DR Ramasjang. Hvad er dog det for noget at sende, som børn under 16 år ser? 'John Dillermand'? Hvad fanden er det for noget. Jeg synes sgu ikke, det er i orden at sende sådan noget. Min datter elsker at se Ramasjang, men hun skal sgu ikke se det, når de sender sådan noget,' skriver Pernille Christensen og fortsætter:

'Og jeg betaler fandeme ikke licens for sjov. Min datter skal ikke se noget så klamt og ulækkert. Prøv at tænke jer om, og gør noget ved det, tak.'

Listen af kritiske røster på Facebook fortsætter. Desuden er Dansk Folkeparti endnu en gang ude med riven.

Så sent som i efteråret kritiserede Peter Skaarup programmet 'Ultra smider tøjet' for at lade voksne mennesker smide tøjet i et børneprogram. Denne gang er det Morten Messerschmidt, der skriver på Twitter:

'Ja, de hellige vil nok kalde mig sart og sige, jeg ikke har ret til at gå på kompromis med ytringsfriheden og la la la … Men er jeg den eneste, der finder det forkasteligt, at børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd på DR Ramasjang?'

Der er dog også dem, som synes, programmet er sjovt. Blandt andet skriver Andreas Gutiu Høgsberg på DR Ramasjangs Facebook-side:

'Det her er det bedste program nogensinde!!! Hahahaha, I gav min søn på fire og mig en god griner. Tak for det.'

Og man skal da også huske at se 'John Dillermand' med et barns øjne, lyder det fra børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, der har gennemlæst manuskriptet for at sikre, at børnene fortolker alt i serien korrekt og efter hensigten:

»Man skal huske på, at det er vi voksnes liv og erfaringer, der gør, at vi kan rynke på næsen ad en magisk dillermand – det gør børn så absolut ikke. Mindre børn nyder at være nøgne og undersøge og udforske sig selv. De leger doktorlege, undersøger hinanden og elsker frække ord, og børn griner højlydt, når de siger 'prut' og 'dillermand'. Og det er lige præcis det univers, som 'John Dillermand' taler ind i,« udtaler hun til DR.dk.

»Min erfaring siger mig, at børn både vil grine og lære noget af 'John Dillermand'. Forældrenes reaktion kan påvirke, men mon ikke de fleste forældre også vil synes, at det er supersjovt.«