Smykkefirmaet Frederik IX Studios kendt fra 'Løvens hule' var for nylig ude i en mindre storm for brug af den afdøde kong Frederiks navn og billede.

»Jeg har undersøgt alt, hvad jeg kunne om det – jeg har også fået spørgsmålet en million gange – men heldigvis må man godt lade sig inspirere af ham. Så jeg træder ikke nogen over tæerne, de er bare stolte af, at man er inspireret af ham,« fortalte stifter Louise Mygind Andersen, dengang hun pitchede firmaet i den netop overståede sæson af 'Løvens hule'.

Og nu bekræfter Forbrugerombudsmanden over for B.T., at de har modtaget en henvendelse om smykkefirmaet, som de arbejder på.

»Vi har modtaget en henvendelse, som vi kigger på. Men vi har lige fået den, så der går noget tid, før vi kan udtale os,« lød det fra Forbrugerombudsmanden, knap en uge efter at de havde modtaget en henvendelse om muligt misbrug af kong Frederik IX's navn.

Da stifter Louise Mygind Andersen var med i 'Løvens hule' tilbage i syvende afsnit af sæson seks, var der allerede bekymring fra løvernes side om, hvorvidt hun nu havde overholdt lovene, og om det var i orden at bruge det kongelige navn som brand.

»Det er bare vigtigt, at vi ikke fornærmer nogen. Specielt ikke kongehuset,« sagde Jesper Buch bekymret dengang, hvorefter Louise Mygind Andersen forsikrede løverne, at hun havde styr på brug af navnet, idet hun har fået spørgsmålet mange gange.

Afsnittet endte ud med en investering fra løven Christian Arnstedt, der købte ti procent af virksomheden for 400.000 kroner, da Louise Mygind Andersen havde forsikret, at der intet ulovligt var.

Men kort tid efter programmet blev sendt, begyndte flere medier at undersøge, om det nu var helt lovligt at bruge den afdøde konges navn.

»Kongehuset er opmærksom på den pågældende virksomhed, som ikke har indhentet tilladelse fra kongehuset til brug af navnet,« skrev kongehusets kommunikationsafdeling til Berlingske kort efter afsnittet.

En ekspert vurderede i samme omgang, at der netop var tale om en overtrædelse af markedsføringsloven med dets brug af Frederik IX, men også ved at bringe et portræt af kongen på virksomhedens hjemmeside.

Og nu vil der gå et stykke tid, før der vil komme en afgørelse fra Forbrugerombudsmanden, som ikke kan oplyse, hvornår de forventer at være færdig med at se på sagen. Man kan ikke give en præcis dato.

Stifter Louise Mygind Andersen har heller ikke lyst til at udtale sig på nuværende tidspunkt, fortæller hun til B.T.

»De artikler, andre aviser og I skrev tidligere i år, er alle imod den rådgivning, jeg har fået af mine rådgivere. Jeg kan sige mere, når jeg ved mere, som jeg forhåbentligt gør inden for de næste en til to måneder,« oplyser stifteren i en mail og har ikke mere at tilføje.

B.T. har af flere omgange henvendt sig til investoren Christian Arnstedt, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.