Rædslen står som mejslet ind i Adam Duvå Halls ansigt.

Billedet er taget af en fotograf fra nyhedsbureauet AFP i de frygtelige minutter, hvor ingen vidste, om Christian Eriksen ville klare den. Adam Duvå Hall var blandt publikum i Parken, og det er en aften, han aldrig glemmer.

»Jeg begyndte at ryste. Jeg fik kuldechok. Jeg kunne ikke styre det. Jeg sad bare og rystede. Frøs helt afsindigt. Man er virkelig bare et menneske. Alt bliver skrællet af,« siger Adam Duvå Hall til B.T.

TV 2-værten sammenligner følelsen med Roskilde Festival-tragedien i 2000, hvor ni mennesker mistede livet under en Pearl Jam-koncert.

»Man talte jo lige pludselig med alle. Alle var jo påvirkede. Der var sådan et fællesskab. Jeg kan nærmest kun sammenligne det med til Roskilde-ulykken. Der var noget, der var vigtigere end fodbold,« siger han.

 Adam Duvå Hall i Parken under EM-kampen mellem Danmark og Finland.
Adam Duvå Hall i Parken under EM-kampen mellem Danmark og Finland. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Han fortæller, at folk i Parken lørdag aften reagerede på mange forskellige måder, men at der alligevel var et stort fællesskab midt i sorgen.

»Der var mange rundt om os, som brød sammen. Det var både chokket, men også hvis de selv havde været udsat for noget lignende i den nærmeste familie. Så kom det frem igen. Alle tog det på hver deres måde, men der var en kollektiv tilstand af chok,« forklarer Adam Duvå Hall og uddyber:

»Efterfølgende bliver man ramt af følelser, når man tænker på, hvordan livet kan ændre sig. Der er episoder og bagage, der kommer frem.«

Da billedet af Adam Duvå Hall dukkede op på alverdens medier, var der mange venner og bekendte, der begyndte at sende beskeder til ham i Parken.

»Jeg var i kontakt med min hustru og skrev med andre, der spurgte, om vi havde hørt noget. Men jeg var ikke særligt meddelsom, fordi jeg ikke ville skubbe til rygter. Vi vidste jo ikke mere end andre. Jeg ville ikke være en eller anden livereporter med halve informationer,« siger han.

Ingen vil glemme kampen mellem Danmark og Finland.
Ingen vil glemme kampen mellem Danmark og Finland. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Dagen efter var TV 2-værten temmelig porøs og slidt, men han blev nødt til at tale med sine børn om Eriksens kollaps.

»Psykologer siger, at når børn ser sådan noget, så tal med dem. Jeg skulle også lige tale med dem. De sad jo og spurgte: 'Hvad er et hjertestop, far'. Og så skal man jo tage sig lidt sammen, ikke. Det har hele landet skullet. Hele verden har siddet og set det,« siger han.

Der har efterfølgende været meget kritik af UEFAs måde at håndtere krisen på. Mandag sagde Peter Schmeichel til 'Good Morning Britian', at fodboldcheferne ikke fortæller sandheden.

»Jeg har set citater fra UEFA, hvor de siger, at de fulgte spillernes råd, og at de insisterede på at spille. Det er ikke sandheden. De blev givet tre muligheder. At spille videre. At komme ind søndag klokken 12 og spille de sidste 50 minutter. Den tredje mulighed var at trække sig fra kampen og tabe 0-3,« sagde Schmeichel.

Grafitti ved Rigshospitalet i København.
Grafitti ved Rigshospitalet i København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Adam Duvå Hall mener, at det havde været rimeligt, hvis kampen var blevet erklæret uafgjort.

»De skulle have fløjtet den af, og så var den endt 0-0. Så alle kunne få ro på. Der er jo ingen, der kan tage sådan en beslutning. De sidder der som 22-årige og har glædet sig til det her hele deres liv. Og så er en af deres kammerater helt væk! Så sidder der en eller anden slipsemand og siger: 'Nu skal I høre. Der er dårlige nyheder'. Men jeg synes faktisk ikke så meget om det. På en måde er fodbold røget i baggrunden,« siger han og tilføjer:

»Jeg forstår ikke det spil, der foregår i kulissen.«