Det er søndag aften. Mikael Milhøj ligger i sin sofa på sin lejlighed på Østerbro i København. Han er stadig meget chokeret.

Aftenen før havde han nemlig været i Parken og set Danmark-Finland, da Christian Eriksen kollapsede på banen.

Han har lyst til at gøre noget eller hjælpe, men han ved ikke, hvordan han skal gøre det. Men mens han ligger der og prøver at finde lidt mening i alt meningsløsheden, får han en idé.

Han vil starte en indsamling til Hjerteforeningen. Han bidragede til en start selv med lidt penge. Herefter delte han sin indsamling på Twitter og Facebook.

Så eksploderede det.

»Jeg oprettede indsamlingen klokken 19.30 søndag med et mål om at indsamle 5.000 kroner. Nu er indsamlingen på over 125.000 kroner. Det har været en super overvældende oplevelse at se, hvor generøse og gavmilde folk har været,« siger 31-årige Mikael til B.T.

Han har ikke selv familie med hjertesygdomme eller andet, men flere af dem, der har doneret, har fortalt deres historie sammen med deres donation.

»Det har virkelig været rørende, hvordan folk har delt deres personlige historier. Andre har haft det ligesom mig og har haft lyst til at gøre noget, men ikke vidst hvad det skulle være. At Christian Eriksen kan falde om på den måde, gør, at man tænker, at det kan ske for os alle. Derfor vil jeg hjælpe Hjerteforeningen med deres arbejde, og det er der tydeligvis mange andre, der også vil.«

Nu håber han, at andre, der har doneret, kan finde lidt ro.

»Jeg har fået det meget bedre og brugt det lidt terapeutisk. Forhåbentlig har andre det på samme måde som mig. Der skal i hvert fald sendes en kæmpe tak til dem, der har doneret til indsamlingen. Tusind tak,« siger Mikael Milhøj.

Indsamlingen har modtaget 700 donationer, og vil du også gerne donere til den, så kan du gøre det ved at trykke lige her.