Når man er med i et drønpopulært tv-program – og faktisk går hen og vinder hele baduljen – så kan det være nødvendigt at kreere op til flere hvide løgne.

Ikke mindst over for den nærmeste familie.

Det fortæller en af vinderne af 'Forræder – ukendt grund', Kim Oechsle, i en video hos TV 2.

»Jeg vandt 'Forræder', men jeg holdt det hemmeligt for alle og også min egen familie. De vidste ingenting om, hvad der skete,« siger han her.

Mens altså optagelserne har fundet sted for længe siden, var det først i fredags, at tv-seerne fik at vide, at Kim Oechsle vandt sammen med Mallu Courtney og Emil Marling.

I videoen forklarer han videre, hvordan han fik en idé på hjem fra det slot, hvor TV 2-programmet foregår.

»Jeg fandt på nogle løgnehistorier, der gjorde, at de ikke kunne regne ud, hvordan det var gået,« siger Kim Oechsle.

Samtidig optog han, da sidste afsnit blev sendt for at forevige børn og hustrus reaktioner, da udfaldet endelig gik op for dem.

Og der var mildt sagt glæde i det lille hjem.

Især fordi Kim Oechsle med egne havde »underspillet« sin egen rolle så meget, at ingen troede på, at han ville vinde.

Læs B.T.s anmeldelse af seneste sæsons 'Forræder – ukendt grund' lige her.