Anmeldelse: Kæmpe tudeshow - Dét er for nærigt TV 2!
Forårets 'Forræder'-finale endte flere gange med gråd og drama. Det var dybt underholdende, men én ting kunne TV 2 godt have skruet op for.

Forårets 'Forræder'-finale endte flere gange med gråd og drama. Det var dybt underholdende, men én ting kunne TV 2 godt have skruet op for.

Av, av, av, det gjorde næsten ondt at se på!
Sæsonfinalen af TV 2's reality-hit 'Forræder' sluttede fantastisk af med både gråd, hadsk stemning og en kæmpe spand kold vand i hovedet.
Det er fascinerende, hvordan de medvirkende stadig kan blive så opslugt af en leg, og selvom TV 2 skal passe på med ikke at malke deres hit lidt for groft, så kommer man ikke udenom, at det var et brag af en finale.
Her får du B.T.s dom over den dramatiske afslutning.
Hvor skal man næsten starte?
Det var fra start af sjovt at se, hvor dybt rundforvirrede de medvirkende efterhånden var blevet, på måden de mistænkte hinanden på kryds og tværs.
Ja, stemningen blev decideret ondskabsfuld under den sidste mission, hvor den 'uskyldige' Christina var ved at bryde sammen.

Og selvom det selvfølgelig ikke må have været sjovt for de involverede, så var det bare fremragende tv at opleve den tidligere politiassistent Iben blive revet rundt af 'forræderne' ved det sidste rundbord.
Jeg kan generelt godt lide Martin Johannes Larsen, men han skal passe på med, at han ikke bliver lige lovlig karikeret i sin værtsrolle.
Det er kun fint, at han virker mere og mere hjemmevant på 'Forræder'-slottet, men retorik og mimik kan også blive lidt for fjollet i et program, der jo egentlig får deltagernes følelser ægte i kog.

Det virkede også lidt fesent, at de tre vindere til sidst måtte nøjes med at dele en pengepræmie på 171.000 kroner. Altså 57.000 kroner til hver, som de ydermere skal betale skat af.
Kom nu TV 2! Det er for nærigt. Kan vi få pengepræmien skudt i vejret, så der bliver mere end æren at kæmpe for.
Hold op, hvor var flere af finalisterne underholdende indebrændte over at blive stemt ud.
Denne sæson har været fuld af farverige karakterer, der ikke har været bange for at tabe ansigt, så stor cadeau til TV 2's castingafdeling.

Ja, man skulle ikke tro det, men der er åbenbart stadig masser af danskere, der er villige til at vise følelser på tv.
Derudover tror jeg, at man skal have prøvet spillet for at forstå, hvor dybt påvirket man bliver af det, for det er svært ikke at komme til at grine af voksne mennesker, der skændes om en legetøjskniv.
For første gang i den danske 'Forræder'-historie vandt tre originale 'forrædere'.
Undervejs var de fire, hvilket muligvis blev lidt for stor en fordel, men om ikke andet var det imponerende, hvor relativt nemt, de havde det undervejs.

Okay, Søren Papes tidligere assistent, Emil, hang undervejs med en vis legemsdel i vandskorpen, men også han formåede alligevel at gå hele vejen.
Om de andre deltagere blot var for naive er ikke til at vide, men for spændingens skyld, må forræderne gerne få flere benspænd i næste sæson.
Ja, hva' nu? Det er jo selvfølgelig allerede meldt ud, at TV 2 har optaget en ny kendis-sæson her i foråret, så vi får formentlig ikke lov at glæde os ret meget til en ny omgang, før den er klar.
For seks sæsoner på tre år er for voldsomt.

Lad os håbe, at TV 2 snart lige trækker vejret og giver sig god tid til at optimere og forny 'Forræder', så meget undervejs ikke blot opleves som en genudsendelse.
Forårets finale sluttede med et brag, men det var lige så meget deltagernes skyld.