»Når deltagere i de tidligere sæsoner har grædt, har jeg altid tænkt, at 'de skulle tage sig sammen'. Men nu forstår jeg det fuldt ud,« siger Johanne Gormsen.

I foråret gik en drøm i opfyldelse for 18-årige Johanne Gormsen fra Odense.

Hun er nemlig at finde i bageteltet, når den tiende sæson af 'Den store bagedyst' ruller over skærmen lørdag 2. oktober.

Og dét har været en oplevelse ud over det sædvanlige.

Nytårsaften sendte hun ansøgningen af sted. Allerede dagen efter var hun inviteret til casting.

»Det har været en drøm i mange år. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle være med, blev jeg helt vildt rørt,« fortæller Johanne Gormsen.

Under de tidligere sæsoner har hun siddet klistret til skærmen. Og faktisk har hun genset alle afsnit op til flere gange.

»Jeg har bagt kager, siden jeg kunne stå i køkkenet. Men det har altså ikke altid været godt,« siger Johanne Gormsen smågrinende.

Eventyret i det ikoniske bagetelt har lært hende meget. Også ting, der rækker langt ud over det kulinariske.

Johanne Gormsen fortæller blandt andet, at optagelserne har været med til at rykke hendes grænser.

»Rejsen har været det hele værd, men det har været langt hårdere, end jeg regnede med. Det er ikke 'bare' at bage kager. Det er hårdt at lave fjernsyn, og selvom det er enormt sjovt, så er det også både grænseoverskridende og til tider stressende,« siger hun.

»At lave fjernsyn har også gjort mig nysgerrig på både fotografering og makeup. Hele holdet bag var fantastiske. Jeg har lært en masse af fotograferne og stylisterne – jeg skyndte mig hjem og købte mit eget kamera og en masse ny makeup.«

Johanne Gormsen fortæller nu, at det kan være hårdt psykisk, at være deltager i Bagedysten. Foto: Privat
Johanne Gormsen fortæller nu, at det kan være hårdt psykisk, at være deltager i Bagedysten. Foto: Privat Foto: Privatfoto
Vis mere

Selvom vi er mange, der er nysgerrige, er Johanne ikke til at lokke – hun kan ikke sige noget om, hvor langt hun kommer.

Én ting kan hun dog fortælle:

»Ja, jeg har grædt et par gange, det må jeg indrømme. Det tror jeg nærmest, vi alle sammen har,« siger Johanne.

»Selvom vi jo var konkurrenter, så føltes det, som om vi var en lille familie. Man opbygger et helt særligt bånd til de andre, og jeg har helt sikkert opbygget nogle rigtig gode relationer. De er alle helt fantastiske mennesker.«

Nu glæder hun sig bare til at kunne sætte sig til rette foran fjernsynet med familien.

Men om det er yndlingskagen jordbærtærte, der står på menuen til premieren, vides endnu ikke.

»Jeg skal helt sikkert se det – det tør siges. Jeg skal se det sammen med familie og venner, så jeg må hellere sørge for at bage lidt, vi kan fejre med.«