Hvis du har set med i denne sæson af 'Løvens hule' på DR1, så har du nok lagt mærke til det. Investeringerne sidder ikke løst på løven Jan Lehrmann.

Det har ført til en efterhånden lang række af humoristiske memes og kommentarer på de sociale medier, der alle har fokus på den velkendte sætning, der betyder, at løven ikke vil investere: 'Og af den grund er jeg ude'.

Blandt andet har instagrammeren Anders Hemmingsen delt et meme med 'Løvens hule'-investoren, hvor Jan Lehrmanns kommentar bliver brugt i en mere festlig sammenhæng.

'Når klokken er 04.00, og min ven siger, vi skal videre på Heidis: Jeg er ude,' lyder det i memet, der i skrivende stund har over 53.000 likes på Instagram.

Også på det sociale medie Twitter har folk travlt med at kommentere Jan Lehrmann, der efter fem afsnit i den nye sæson af 'Løvens hule' endnu ikke har valgt at investere i nogen virksomheder.

Blandt opslagene på Twitter, der ofte er ledsaget af et billede af Jan Lehrmann, kan man finde kommentarer som:

  • [Jan Lehrmann på date] Du er attraktiv. Du har en god personlighed. Jeg er tiltrukket af dig. Du er sød, sjov og lige min type. Jeg tror faktisk, at jeg elsker dig. Og af den grund er jeg ude!
  • Det er overskyet og regner her til morgen, og af den grund er Jan Lehrmann ude.
  • Er Jan Lehrmann i virkeligheden på SU?
  • Nogen, der kan huske, om Jan Lehrmann fra #løvenshule overhovedet har investeret i noget?
  • Har ham Jan Lehrmann nogensinde investeret i noget?

Det skorter dermed ikke på kommentarer omhandlende 'løvens' indtil videre udeblevne investeringer. Men Jan Lehrmann, der debuterede i 'Løvens hule' i sidste sæson, har rent faktisk tidligere investeret i nogle af de virksomheder, der har valgt at stille op i programmet.

I sæson fire af 'Løvens hule' investerede han eksempelvis i virksomheden Kabeltromlen, der specialiserer sig i at lave møbler af genbrugstræ, deriblandt kabeltromler.

Derudover har Bilbasen-medstifteren også tidligere investeret i blandt andet plakatvirksomheden Dialægt, hvor også Just Eat-stifteren Jesper Buch valgte at investere.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jan Lehrmann til aktiviteterne på de sociale medier, men investoren oplyser, at han ikke har nogen kommentarer.

Det er ikke første gang, at en investor i 'Løvens hule' bliver brugt i memes under påskud af, at vedkommende aldrig investerer.

Christian Stadil har tidligere været med i 'Løvens Hule'. Der oplevede han også, at der blev lavet memes, der jokede med hans ofte udeblevne investeringer i programmet.
Christian Stadil har tidligere været med i 'Løvens Hule'. Der oplevede han også, at der blev lavet memes, der jokede med hans ofte udeblevne investeringer i programmet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hummel-ejeren Christian Stadil, der tidligere har været en del af programmets løveflok, blev også udsat for memes på de sociale medier, der fokuserede på, at der var langt imellem investeringerne i programmet.

Noget, som Christian Stadil selv fandt ganske underholdende.

»Det er da super sjovt, at folk gør det og er aktive. Men jeg vil hellere investere i færre cases og for større beløb,« sagde Christian Stadil dengang til B.T.

'Løvens hule' er i gang med sin femte sæson. I denne sæson består løveflokken af Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jan Lehrmann og Jesper Buch.

Hver torsdag klokken 20 sendes der et nyt afsnit af 'Løvens hule' på DR1.