Iværksætter efter iværksætter stiller sig med blottet strube foran de glubske løver i tv-programmet 'Løvens hule' i håb om at få finansiering, der vil give deres forretninger et skub videre.

Men selvom man er så heldig at indgå en umiddelbar aftale, er det ikke sikkert, det ender med et egentligt samarbejde. Det skriver Finans.dk.

Efter, der er lavet en aftale i studiet, starter nemlig et større arbejde, hvor alle detaljer gås igennem, og der blandt andet er jurister indover en endelig aftale.

En proces, som i en fjerdedel af tilfældene altså munder ud i, at der ikke bliver en investeringsaftale alligevel. Det fortæller en af programmets producenter.

Jakob Riisgaard og Christian Arnstedt smager på drinks i programmet.
Jakob Riisgaard og Christian Arnstedt smager på drinks i programmet. Foto: Foto: DR/ Per Arnesen
Vis mere

»I år er en pæn andel virksomhedshandler gået igennem den efterfølgende due diligence. Uden at have opgjort det endeligt, så det vil jeg tro, at det kun er omkring 25 procent af ‘håndslagene’, der ikke er blevet til noget efter optagelserne,« lyder det fra Mads Lund, der foruden at være producent også er medstifter af United Production, som laver programmet for DR. Han fortsætter:

»Det kan svinge lidt fra sæson til sæson, og vi ved aldrig, hvordan det ender, når vi optager. Det kan være både ’løverne’ og iværksætterne selv, der af den ene eller anden grund siger nej til en endelig handel.«

I den seneste sæson, den sjette af sin slags, har man valgt at klippe de tilfælde, hvor det efterfølgende falder på gulvet, fra.

Dermed giver man et mere retvisende billede af handlerne i programmet, lyder forklaringen.