Mandag lancerede Apple sin egen nye streamingtjeneste kaldet Apple tv plus, der både vil lave egenproduceret indhold og give brugere mulighed for at tilkøbe andre streamingtjenester.

Mange iagttagere havde spået, at Apple ville gå i den retning, men ifølge ekspert Claus Bülow Christensen er den nye tjeneste overraskende på flere parametre.

»Det er overraskende, at de går ud med det her så massivt i over 100 lande. Det tyder på, de mener det seriøst, og de har brugt en formue på at få prominente Hollywood-navne ombord,« siger digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen, der forsker i udvikling af digitale medier.

Store stjerner som Oprah, Steven Spielberg og Jennifer Aniston var blandt dem, der var med til at præsentere Apple tv plus, der blev lanceret sammen med flere andre Apple-nyheder mandag.

Skuespillerne Steve Carell, Reese Witherspoon and Jennifer Aniston på scenen under lancering af Apple tv +. Vis mere

Hele ideen bag Apple tv plus er, at Apple både vil give brugeren unikt indhold, men også give mulighed for at tilkøbe andre tjenester, som eksempelvis HBO, så man kan have alt sit tv-indhold et sted. Og det er en rigtig god idé, mener Claus Bülow Christensen.

»Det er nok det, der er det smarteste træk af Apple. Hvis du har en relation til Apple, og det har rigtig mange, så vil det her være nemt,« siger han og tilføjer:

»Det er et kolossalt ambitiøst projekt.«

Et ekstra lag glasur på Apples kage er ifølge Claus Bülow Christensen, at man har formået at lave aftaler med tv-giganterne Samsung, Sony og LG, så Apples tjeneste vil være tilgængelig på smart tv.

»Det er en imponerende satsning, og jeg hæfter mig ved, at de kommer ud, at de kommer ud på Sony, Samsung og LG. Det kan være noget af en streg i regningen for Google, der leverer til Samsung, men det må de jo så sluge. Det er meget flot, det er lykkedes for Apple,« siger Claus Bülow Christensen.

Med den nye tjeneste melder Apple sig direkte ind i streaming-krigen og er nu en direkte udfordrer til mastodonten Netflix. Claus Bülow Christensen mener dog umiddelbart, at der vil være plads til begge spillere på markedet.

»Folk vil beholde begge, for Netflix er ikke skræmmende dyrt, og mange vil nok gerne have Apple tv plus, for det kan blive rigtig nemt for mange forbrugere, som slipper for at tegne syv forskellige abonnementer, men kan få et nemt overblik hos Apple,« siger Claus Bülow Christensen.

Han mener dog, at der stadig er to ubekendte, som kan blive altafgørende for Apple.

»Der er to jokere her: Hvor godt er det indhold, de kommer med selv, og hvad det kommer til at koste,« siger Claus Bülow Christensen.

Han tror selv, Apple kommer til at gå ud med én samlet pris, som Netflix også gør det i dag, men præcis hvor prisen kommer til at ligge er svært at spå om.

Snart kommer Disney også med en ny streaming-tjeneste, og alt i alt vidner det om et marked, der er i åben krig. En krig, Apple i den grad kan være en del af med sin nye tjeneste.

»Det er en gamechanger på den måde, at det er en markant spiller på et marked, hvor både Disney, Amazon og Warner kommer - og de skal allesammen slås om den gode historie. Det bliver en fantastisk krig om talentet,« siger Claus Bülow Christensen med henvisning til, at alle vil slås om de bedste instruktører, skuespillere og profiler.