»Skidegodt, Egon,« lyder den famøse replik fra 'Olsen-banden'-filmene. Og danskerne er da også stadig skideglade for filmene, som i øjeblikket bliver vist hver fredag på TV 2 som erstatning for 'X Factor'.

Men hvilken er den bedste? I en spørgeundersøgelse foretaget for B.T. af YouGov finder vi svaret på netop det.

45 procent af de i alt 1216 adspurgte, der har set 'Olsen-banden', har svaret, at de ikke ved, hvilken de bedst kan lide. Blandt de 55 procent, der har svaret, tegner sig dog et klart billede af, hvilke film der ikke har gjort størst indtryk.

Nul procent af de adspurgte vælger 'Olsen-banden på spanden' eller 'Olsen-bandens sidste stik' som favorit.

En velkendt scene, der gik igen i flere af filmene. Adskillige gange måtte Benny og Keld stå klar til at tage imod Egon, der atter forlod statsfængslet i Vridsløselille – blot for at ende bag tremmer igen senere.
En velkendt scene, der gik igen i flere af filmene. Adskillige gange måtte Benny og Keld stå klar til at tage imod Egon, der atter forlod statsfængslet i Vridsløselille – blot for at ende bag tremmer igen senere. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det kan der være ganske gode grunde til, mener Mikael Johansen, der er næstformand i Olsen Banden Fanklub Danmark.

Førstnævnte er nummer to i rækken i den 14 film lange serie om den umage forbryderbande med Egon Olsen i spidsen. Dér havde man stadig ikke helt fundet formen, mener næstformanden.

Han mener dog ikke, det er en dårlig film; den var nemlig med til at danne rammerne for de andre, og det er i øvrigt her, man møder den populære Dynamit-Harry første gang.

Mikael Johansen forstår også godt, at 'Olsen-bandens sidste stik' fra 1998 ikke er en fanfavorit. Det skyldes alt det, der skete under optagelserne, mener han.

Fra den første film om den uheldige bande. Filmen hed ganske simpelt 'Olsen-banden' og udkom i 1968.
Fra den første film om den uheldige bande. Filmen hed ganske simpelt 'Olsen-banden' og udkom i 1968. Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN
Vis mere

Faktisk var det slet ikke meningen, at der skulle være lavet flere efter 'Olsen-banden over alle bjerge' fra 1981.

Det lykkedes dog de tre hovedroller at overbevise manuskriptforfatter Henning Bahs til at udtænke et sidste kup.

Instruktør og manuskriptforfatter Erik Balling ønskede dog ikke at involvere sig, og han fungerede derfor kun som konsulent på projektet, hvilket ifølge Mikael Johansen er tydeligt, fordi filmen bærer præg af at mangle hans hårde hånd.

Dertil kommer, at det regnede under næsten alle optagelserne til filmen, hvilket gjorde alting lidt mere besværligt. Og nå ja, måske vigtigst af alt: Poul Bundgaard, der spillede Keld, døde under indspilningerne.

»Man fornemmer godt svingningerne. Der er for mange ting, der ikke var planlagt til sidste detalje,« fortæller Mikael Johansen, der dog ikke mener, at filmen blev decideret ringe – den skulle bare være lavet to år tidligere.

Den allerførste 'Olsen-banden'-film udkom i 1968.  Men selvom filmene har årtier på bagen, trækker de stadig folk til skærmen i 2020.

De seneste uger er de 'Olsen-banden'-film, som TV 2 har sendt, således alle endt på top-20 over de mest sete programmer, fremgår det af Kantar Gallups seeropgørelse.

Faktisk har mellem 474.000 og 782.000 danskere de seneste fredage underholdt sig med Egon, Benny og Kelds udskejelser, guldkorn og pudsige planer.

Skuespillerne Morten Grunwald, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe – alias 'Olsen-banden'.
Skuespillerne Morten Grunwald, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe – alias 'Olsen-banden'. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Vi ser stadig filmene, fordi fortællingerne er så geniale. Historierne i 'Olsen-banden' er stadig relevante i dag og kunne lige så godt fungere nu som dengang. Det har selvfølgeligt også noget at sige, at karaktererne er gjort af et stof, som vi alle kan identificere os med,« forklarer Mikael Johansen.

På spørgsmålet om, hvilken film der er hans yndlingsfilm, lyder det:

»Man vælger heller ikke mellem sine børn. Men hvis jeg får kuglen for panden, kan jeg godt sige, hvilken der er den bedste.«

»'Olsen-banden på sporet'. Det er den film, hvor alt fungerer fra start til slut. Der er ingen slinger i valsen modsat i mange af de andre film.«

Seks procent af dem, som YouGov har bedt udpege deres favoritfilm med den famøse bande, er enige med Mikael Johansen. Men der er flere – ni procent – der bedre kan lide 'Olsen-banden i Jylland' – sjovt nok er mange af disse jyder.

Men hvilken er så den bedste, hvis man spørger danskerne?

Mere end hver femte dansker – 22 procent – udnævner 'Olsen-banden ser rødt' som den bedste.

Mikael Johansen har et godt bud på – ja, faktisk sikkert bud, hvis han selv skal sige det – hvorfor det forholder sig sådan:

Her Kirsten Walther (Yvonne), Ove Sprogøe (Egon), Poul Bundgaard (Kjeld) og Morten Grundwald (Benny) i 'Olsen-banden går i krig'.
Her Kirsten Walther (Yvonne), Ove Sprogøe (Egon), Poul Bundgaard (Kjeld) og Morten Grundwald (Benny) i 'Olsen-banden går i krig'. Foto: Rolf Konow
Vis mere

»Det er scenen i Det Kongelige Teater, der gør udfaldet. Det er den største danske filmscene nogensinde lavet. Den er sågar blevet plagieret af amerikanske instruktører.«

»Det er det, folk husker, når de tænker 'Olsen-banden'.«

Det var da også den scene, der gjorde udfaldet for Mikael Johansen. Det var, da han som seks-syvårig så den, at han blev 'Olsen-banden'-fan.

»Scenen har en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg var tryllebundet, da jeg så den, så jeg kan godt forstå, at folk, der ikke er nørder som mig, har den som førstevalg.«