Hvis jeg siger 'Eigil, Sofus og Tykke-Kjeld', hvad tænker du så på?

Formentlig ikke på Olsen-banden. Men faktisk kunne det meget vel være endt sådan, for da manuskriptforfatterne Erik Balling og Henning Bahs dengang skrev filmene, hed de tre hovedpersoner nemlig netop dét - og ikke Egon, Benny og Kjeld, som de endte med at hedde.

Det fortæller filmredaktør på Dagbladet Information, Christian Monggaard, til DR.

Torsdag har han udgivet bogen 'Olsen Banden' om den legendariske film-forbryderbande.

ARKIVFOTO af Morten Grunwald, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe.
ARKIVFOTO af Morten Grunwald, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er jo ikke fordi, at Egon, Benny og Kjeld bare sprang færdige ud af hovedet på Balling og Bahs. Det tog naturligvis noget tid, inden de tre roller fungerede og tog deres endelige form. Det handlede jo ikke kun om deres navne, men også om hvordan de skulle opføre sig og se ud,« siger han til DR.

Christian Monggaard forklarer derudover også, at forbryder-trioen i begyndelsen slet heller ikke hed 'Olsen-banden'.

Da manuskriptforfatterne begyndte at skrive på projektet, hed de derimod 'Perlemorderne'. Christian Monggaard fortæller til DR, at han ikke ved, hvorfor de skulle have heddet netop det, men at det kan have været et ordspil på 'perlemor'.

Torsdag er det præcis 50 år siden, at den første film - 'Olsen Banden' - havde premiere herhjemme.