DR’s nye underholdningssatsning 'LIVE' er ikke kommet ud over rampen uden problemer. Seerne skal nemlig kunne stemme på deres yndlingssanger, men det oplever mange, at de ikke kan få lov til.

’Flot, jeres app virker ikke. Er lige hentet, har registreret mig, og den står bare og indlæser. Dette gælder både på 4G og WiFi. SÅ svært er det vel heller ikke at have appen på plads inden programmet starter...,’ skriver Thomas Christensen på Facebook.

Marek Bang Poulsen skriver på Twitter:

’Det tog 15 minutter for appen at blive indlæst hos mig, efter jeg havde opdateret til nyeste version. Bedre sent end aldrig, men ikke godt nok.’

Og han er bestemt ikke den eneste, der har problemer med app’en.

DR forsøger at hjælpe de utilfredse danskere og har sat nogle teknikere til at løse problemet.

Indtil da opfordrer de til, at seerne opdaterer app’en, men at der egentlig ikke er problemer med den længere - de burde nemlig være ordnet efter sidste uge, hvor seerne også havde problemer.

Det er ikke kun app’en, seerne er utilfredse med.

’Hvis i stadig tager imod feedback, kan i så ikke kalde det noget andet end "likes"? Ellers er jeg bange for at mine tæer kommer til at krumme så meget at de falder af,’ skriver brugeren Caberit Sans Cor blandt andet på Twitter.

Kasper Haertwich er enig:

’Det der LIVE på @DR1TV, det er forholdsvis ringe. Der skal godt nok pudses på konceptet.’