Erhvervskvinden, gummistøvle-dronningen og medlem af 'Løvens hule', Ilse Jacobsen, oplever i denne uge en sønderlemmende kritik af sin ledelsesstil. Den dårlige omtale har nu fået holdet bag 'Løvens hule' til at afbryde efterårsferien for at vurdere sagen.

Det oplyser den ansvarshavende redaktør for DR på programmet 'Løvens hule', Erling Groth, til B.T.

»Artiklerne har gjort indtryk. Vi sætter os nu med holdet bag 'Løvens hule' og kommer til bunds i sagen,« siger han.

Programmet, som går ind i sin fjerde sæson i 2019, er eksternt produceret, og derfor skal Erling Groth og producenten bag mødes og forholde sig til sagen og vurdere alvoren i kritikken af Ilse Jacobsen, som er én ud af fem såkaldte 'løver'.

I DR-programmet 'Løvens hule' sidder fem erfarne 'løver' i et panel, hvor de vurderer ideer, som bliver præsenteret af kommende iværksættere. Alle programmets 'løver' er succesfulde forretningsfolk og ledelsesforbilleder, som med deres erfaring skal vejlede iværksætterne i programmet.

Søndag og mandag har Berlingske beskrevet et »ødelæggende« arbejdsmiljø i Ilse Jacobsens virksomheder. Historien har hendes mand og administrerende direktør i virksomheden, Jesper Bo Jacobsen, kaldt for »fordrejet«. Foruden kritikken af Ilse Jacobsensens ledelse fra tidligere medarbejdere, fagforeninger og senest hendes egen formand fremgår det også i Berlingske, at Ilse Jacobsen på tre år har investeret for i alt 2,5 millioner kroner i projekter i det populære underholdningsprogram. Men i dag står fem af de iværksættere, Ilse Jacobsen, har investeret i, ikke på hendes hjemmeside, hvor hun omtaler sin deltagelse i 'Løvens hule'.

Tre af virksomhederne har Ilse Jacobsen helt trukket sin investering fra.

Ifølge Jesper Bo Jacobsen ønsker Ilse Jacoben ikke at udtale sig om artiklerne og den aktuelle kritik.