Det er fem år siden, at DR1 sidst viste en dansk familiejulekalender med nisser.

I gamle dage vrimlede det med julesne, bjældeklang og en julemand i nød, men i dag skal vi tilbage til 2013 og genudsendelsen af 'Pagten' for at finde en dansk julenisse på DR1 i form af nissepigen Lyda, der kæmpede mod isheksen Iselin.

Den nyproducerede 'Theo og den magiske talisman', der har premiere på DR1 lørdag klokken 19.30, handler i stedet om drengen Theo, hvis morfar ligger for døden, og som derfor må reddes igennem en rejse ind i en magisk verden.

DR's tv-chef, Emma Kronqvist, fortæller til B.T., at nisser og julemænd sagtens kan komme tilbage i fremtiden, men at de først og fremmest går efter at fortælle den bedst mulige historie.

»Vi kender alt for godt til spørgsmålet (hvorfor der ikke er nogen nisser, red.),« fortæller Emma Kronqvist med et grin.

»Det er klart vigtigst for os at vælge en god fortælling, og da vi fandt den her julekalender, havde den en rigtig god historie, som rejser nogle emner, der er vigtige omkring julen, vores relationer og familien,« forklarer hun.

»Det er jo mere en tv-tradition, end det er en julekalender. Det er ikke nisserne i sig selv, der er traditionen. Så vi er først og fremmest gået efter en spændende historie, som vi alle sammen kan samles om. Men selvfølgelig indeholder julekalenderen også et forløb, der leder op til selve juleaften,« tilføjer Emma Kronqvist.

Sammenligner man DR's familiejulekalendere med TV2's de seneste 10 år, er TV2 klart de mest nisse-glade.

På TV2 genudsender de i år 'Tvillingerne og julemanden' fra 2013 med blandt andet Lars Hjortshøj som julemand.
På TV2 genudsender de i år 'Tvillingerne og julemanden' fra 2013 med blandt andet Lars Hjortshøj som julemand. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Hvor DR siden 2008 har haft nisser og julemænd med i fem ud af 10 julekalendere, er TV2 helt oppe på otte ud af 10. DR1 må endda ud og låne fra Norge, da de sidste år viste deres julekalender 'Snefald'.

Fiktionschef på TV2 Katrine Vogelsang siger til B.T., at det ikke nødvendigvis er vigtigt med nisser og julemænd i en TV2-julekalender, men at de arbejder efter to grundelementer:

»For det første er der nedtællingen til selve juleaften, som jo er noget, især børnene glæder sig til. Den anden ting er julestemningen, med alt hvad der hører julen til af nisser, julemænd og overnaturlige væsner,« fortæller hun.

Skuespiller Jens Jacob Tychsen, især kendt for sin rolle som Edward Weyse i TV2's successerie 'Badehotellet', spiller drengen Theos far i 'Theo og den magiske talisman'.

Jens Jacob Tychsen.
Jens Jacob Tychsen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Han roser DR's nye julekalender for at turde tage fat i alvorlige emner som familie, kærlighed og døden, og han savner ikke nogen nisser i historien.

»Der er så mange andre nisser, og nu var der et helt nisseland på TV2 sidste år ('Tinkas juleeventyr', red.). Det havde nok været lidt mærkeligt med en nisse i den her,« fortalte han tidligere på måneden til B.T. i forbindelse med et pressemøde på årets julekalender.

På TV2 i år genudsender man 'Tvillingerne og julemanden' fra 2013, men satser på at kunne præsentere en helt ny igen i 2019.

Emma Kronqvist fra DR tilføjer, at selvom der i år ikke er nisser og julemænd i julekalenderen på DR1, så er der masser af klassisk julestemning på DR's andre kanaler, hvor man for eksempel viser 'Bamses julerejse', 'Ramajetternes jul' og den svenske julekalender 'Selmas saga'.

»Det er jo netop, hvad en station som vores kan. Vi er public service, så det er det, vi vælger at prioritere vores historier efter.«