»Det er bedst, du tager hjem og tænker over, hvad der er sket.«

Med de ord smed Jonna Lis Pedersen sin ægtemand ud i torsdagens afsnit af 'Gift ved første blik'.

»Tak for denne gang,« blev Carsten Thybo Nielsens udgangsreplik, mens hustruen kvitterede med et:

»Jamen, det behøver du ikke takke for.«

Jonna Lis Pedersen og Carsten Thybo Nielsen. Og hunden Gabbie.
Jonna Lis Pedersen og Carsten Thybo Nielsen. Og hunden Gabbie. Foto: Snowman Productions
Vis mere

I afsnittet er det uklart, præcis hvor den kolde luft kom fra. Men nu fortæller Jonna Lis Pedersen, hvad der ledte op til det skæbnesvangre skænderi på badeværelset.

Til B.T. fortæller den 55-årige regnskabsansvarlige, at det allerede begyndte i ugen op til.

»I min optik var det småting, der eskalerede: mit skraldespandssystem, måden at skære gulerødder på, om en frysepose må komme i mikroovnen, og hvor min gamle sofa skulle flyttes hen for at gøre plads til en ny,« siger Jonna Lis Pedersen.

»Og ugen forinden var det noget andet. Det føltes på mig, som om vi kun fandt uenigheder, og at der hele tiden var en konflikt kørende. Det skabte en meget dårlig kommunikation mellem os.«

Ugens afsnit indledes med, at Jonna Lis Pedersen sætter sig ud i sin bil og kører en tur for at få fem minutter for sig selv. Hun har 'fået nok', siger hun. Hun 'kan ikke mere'. Hun har brug for en dag, hvor hun ikke skal fortælle, hvad hun 'tænker og føler'.

Men hvad man ikke ser på tv, er årsagen til, at hun 'har fået nok'. Her får seerne nemlig ikke at vide, at sæsonens fem par forinden havde haft en dag, hvor de mødtes i København for at lære hinanden at kende og udveksle tanker og erfaringer fra deres respektive tv-ægteskaber.

»Jeg var træt søndag (efter turen til København, red.), men Carsten vil gerne høre, hvad vi talte om i kvindegruppen, og hvad jeg mente og tænkte om de andre par. Om vi i kvindegruppen talte om, hvilke konflikter de andre par havde i deres relationer. Sidst ville han gerne vide, om jeg havde talt om ham og mig, hvilket jeg ikke havde,« siger Jonna Lis Pedersen.

Hun havde derfor 'brug for et åndehul', som hun siger. Og måske var det derfor, det eskalerede og blev til et større skænderi, da hun i ugens 'Gift ved første blik' påtaler, at Carsten Thybo Nielsens mobiltelefon 'bipper hver halve time'.

Sådan så det ud, da alt var fryd og gammen mellem Jonna Lis Pedersen og Carsten Thybo Nielsen.
Sådan så det ud, da alt var fryd og gammen mellem Jonna Lis Pedersen og Carsten Thybo Nielsen. Foto: Snowman Productions
Vis mere

Ifølge Jonna Lis Pedersen kommer de mange bip fra den chatgruppe, som hendes ægtemand har med sit bofællesskab, hvor der dagligt diskuteres alt fra fordeling af havearbejde til daglige betragtninger.

»Hvis det var mig, der hele tiden fik beskeder eller notifikationer, ville det stresse mig – der var ikke mere i det end et almindeligt spørgsmål,« hævder Jonna Lis Pedersen, der i DR-programmet fortæller, at hun derfor spurgte, hvad Carsten Thybo Nielsens arbejdsgiver mon sagde til al den mobil-aktivitet.

Herefter bliver det uklart, hvad der sker. Begge er enige om, at diskussionen udviklede sig til et skænderi, da Jonna Lis Pedersen forlod den for at gå ud på badeværelset og børste tænder, mens Carsten Thybo Nielsen fulgte efter, fordi han ikke kunne høre, hvad hun råbte til ham derude fra.

Hvem, der hævede stemmen først, og om det var rimeligt, er de uenige om.

B.T. har spurgt Carsten Thybo Nielsen til hans version af skænderiet, men i en mail skriver han, at han egentlig ikke har særlig meget lyst til at uddybe konflikten.

Han fortæller dog, at det var efter ønske fra programmets parterapeut, at han fortalte sin hustru så meget om sine tanker og følelser og bad om det samme fra hende.

'Men bagefter kan jeg se, at vi gik fuldstændig fejl af hinanden. Jeg ønskede, at vi skulle tale det igennem og ikke bare gå væk fra en uløst konflikt. Jeg føler, at der var mange små ting, vi blev uenige om, og hvor vi misforstod hinanden og hinandens hensigt,' skriver han.