»Det var noget af en våd klud at få smidt i ansigtet,« fortæller Søren Kragh-Jacobsen.

Den 74-årige danske filminstruktør blev sidste år hårdt ramt af statsminister Mette Frederiksens anden nedlukning i december, da hans nye film 'Lille sommerfugl' kun nåede at køre fem dage i landets biografer.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« mindes han gallapremieren 2. december, hvor alle gæster var gemt bag mundbind.

»Det var fuldstændig som at blive lukket ind i en 'Ninja Turtle'-film. Man havde inviteret venner og kollegaer, men jeg kunne overhovedet ikke genkende folk. Den lille hyggelige brandert bagefter sprang man også over. Så sad man bare derhjemme med en stille øl alt for tidligt på aftenen. Det var en meget mærkelig premiere.«

Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen.
Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

'Lille sommerfugl', der har Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne som et ægtepar, der fejrer guldbryllup i et forsamlingshus ude på landet, skulle have været Søren Kragh-Jacobsens store filmcomeback, efter at han i 2017 blev ramt af en hjerneblødning.

Søren Kragh-Jacobsen, der igennem tiden har hittet med film som 'Vil du se min smukke navle', 'Gummi-Tarzan' og dogmefilmen 'Mifunes sidste sang', ville give publikum en fest, men politikerne ville det altså anderledes.

»Man har brugt halvandet år af sit liv på at skrive og instruere en film, som man virkelig brænder for, og så lukker alt pludselig bare ned. Jeg har fuld forståelse for nedlukningen, men jeg har da gået rundt i fem måneder med hovedet under armen og tænkt, om den nogensinde kom ud at flyve igen,« lyder det fra Søren Kragh-Jacobsen, der dog ikke som nogen af sine kollegaer vil skyde skarpt mod regeringens håndtering af krisen.

»Når man ser på tallene over, hvor mange der er døde, smittede og så videre, så synes jeg, at Mette Frederiksen har gjort det godt. Jeg forstår godt den der forvirring omkring alle de nye ting, der hver dag bliver stukket ud – jeg er selv forvirret og kan da godt have en lille bekymring over de krav, der bliver stillet til biografgæsterne … Men lad os nu se, om det ikke går.«

Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i 'Lille sommerfugl'.
Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i 'Lille sommerfugl'. Foto: Rolf Konow
Vis mere

Kulturminister Joy Mogensen, synes han, har 'rodet lidt rundt', men, tilføjer han, man kan godt forstå, at politikerne famler sig frem i en tid, hvor for eksempel de forskellige vacciner skiftes til at blive dømt ude.

»Når vi ser på, hvad andre lande har mistet, så synes jeg, vi er kommet ganske flot igennem.«

Søren Kragh-Jacobsen forklarer, at han efter 40 år i filmbranchen har prøvet det meste, så personligt har han ikke været så hårdt ramt af nedlukningen. Han har mest ondt af det produktionsselskab, Snowglobe, der har lavet hans film, som ud over 'Lille sommerfugl' oplevede at få deres anden film 'Kød og blod' lukket ned efter få dage i biografen og dermed kunne se en masse reklamepenge gå til spilde.

»De er blevet hårdt ramt. Vi havde jo med 'Lille sommerfugl' satset på at have hele december og januar uden konkurrence, fordi alle andre havde skubbet deres film. Nu må vi se, hvad der sker.«

Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen.
Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Og han er optimistisk og klar til at kæmpe for sin film.

Når landets biografer åbner igen 6. maj, er 'Lille sommerfugl' nemlig tilbage på plakaten og skal sammen med Anders Thomas Jensens sorte komedie 'Retfærdighedens ryttere' trække danskerne tilbage i biografen.

»'Lille sommerfugl' nåede jo at sælge 60.000 billetter, og jeg har fået virkelig mange henvendelser fra folk om, hvornår jeg troede, den kom i biografen igen, så jeg håber og tror da på, at den kommer til at få et publikum,« fortæller Søren Kragh-Jacobsen, der i forbindelse med genåbningen skal ud på en ny biografturné.

»Jeg tror også, det er en film til tiden. Den viser den familiefest, som man ikke har kunnet holde med masser af musik, drama og kærlighed.«

Nedlukningspausen har han brugt på at lave musik og skrive på en ny film, som han ikke har lyst til at fortælle mere om lige nu. Derudover har han fået sit første vaccineskud og bliver dermed helt klar til genåbningen.

»Jeg er færdigvaccineret 4. maj, så når jeg skal ud til alle biograferne, bør jeg være sikker. Jeg skulle oprindelig have fået AstraZeneca-vaccinen, men det blev aflyst, så nu får jeg Pfizer-vaccinen, hvilket jeg ikke er ked af.«