Lyt til artiklen

Når det danske Melodi Grand Prix bliver afholdt i Royal Arena i København, bliver det med en hel publikumstom sal.

De nye retningslinjer i forbindelse med coronaudbruddet betyder nemlig, at publikum ikke får adgang.

Det fortæller den ansvarlige for det danske Melodi Grand Prix i DR, Gustav Lützhøft, til B.T.

»Jeg er selvfølgelig utrolig ærgerlig. Både på egne og på produktionens vegne, men først og fremmest for de tusindvis af danskere, der havde glædet sig til at komme ind og tage del i festlighederne. Så det er rigtig ærgerligt, det vil jeg ikke lægge skjul på,« siger han og tilføjer:

»Men når det så er sagt, så tager vi jo de anbefalinger, vi får fra Statsministeriet, meget alvorligt, og jeg er sikker på, at alle vil kunne forstå, at det er den rigtige beslutning i den givne situation.«

Op mod 10.000 danskere har ellers købt billet til den store musikkonkurrence lørdag aften, men de får altså ikke mulighed eller lov til at komme ind. Dermed skal de ti deltagere, der stiller op i konkurrencen, optræde for en tom sal.

Det skyldes, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tidligere fredag forklarede, at man for at begrænse udbredelsen af coronavirus opfordrer til, at alle arrangementer med over 1.000 mennesker bliver udskudt eller aflyst.

Anbefalingen gælder i første omgang resten af marts.

»Det er klart, at det bliver et andet type show, for der var jo en grund til, at vi havde valgt at rykke det ind i Royal Arena. Men vi har et topprofessionelt produktionshold, som lige nu er i gang med at omdanne de rammer, vi har, fra at være en stor publikumsbegivenhed til at være en mere ren tv-produktion,« forklarer Gustav Lützhøft.

De personer, der har købt billet til Melodi Grand Prix, kan få den refunderet.

»Jeg forstår godt, hvis man er utrolig skuffet og ærgerlig over, at man ikke kan komme ind og se showet, og vi er også utrolig kede af, at folk står i den situation, men vi vil selvfølgelig refundere billetten,« forklarer Gustav Lützhøft.

I alt er 23 personer blevet testet positive for coronavirus i Danmark den seneste tid.

Derudover er 425 personer i karantæne.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i den seneste opdatering klokken 11:00.

Globalt er over 98.000 mennesker blevet smittet under det igangværende udbrud af coronavirus, der havde sin begyndelse i den kinesiske millionby Wuhan tilbage i december.

Over 3.300 personer er døde som følge af at være blevet smittet, mens mere end 55.000 er blevet erklæret raske.