Thor Farlov og Anthon Edwards tog hele Danmark med storm, da de for fem år siden indtog scenen i sangprogrammet 'X Factor'.

Nu vender makkerparret tilbage.

Citybois vil nemlig gæsteoptræde fredag aften, hvor TV 2-programmet er tilbage på danskernes tv-skærme efter en coronapause.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Det er en drømmesituation med 5-års reunion på 'X Factor' samme dag, som vi udgiver vores første danske album 'BOIS FOREVER',« lyder det fra drengene.

De fortsætter:

»Vi spiller 'Kærlighed gør blind', en af vores egne favoritter og en potentiel Bois-klassiker. Den er smækfyldt med energi, kærlighed og klar reference til klubben. Denne gang tager vi lidt af Thors franske med i sangen med en en dansevenlig disco.«

'X Factor' har holdt en godt to måneder lang pause som følge af covid-19-pandemien.

Fredag 15. maj er programmet tilbage, dog i en noget anderledes udgave. Det fortalte TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, i en pressemeddelelse 4. maj.

»Vi ændrer en smule på formen, så vi på otte dage sender tre liveshows med første show fredag 15. maj. Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også.«

Da corona-epidemien fortsat hærger, bliver 'X Factor' fortsat holdt uden publikum.

Temaet for første liveshow efter den ufrivillige pause bliver 'Sange fra musikfilm'. Det var også temaet for det liveshow, der skulle have været afholdt i marts, men som blev aflyst.

I første del af finalen, 22. maj, skal deltagerne på scenen to gange hver. Først med en sang, deres dommer har valgt. Dernæst i en duet med en gæstesolist.

I finalen dagen efter skal tre resterende deltagere synge deres vindersange, hvorefter det endelig kan afgøres, hvem der er vinder af 'X Factor' 2020.

Til dem, der skulle have glemt det, har Blachman fortsat alle sine tre deltagere, Alma Agger, Mathilde Caffey og Emiml Wismann, med i konkurrencen.

Ankerstjerne har Smokie Eyes, da duoen Magnus og Aksel har meldt fra, mens Oh Land har deltageren Ilone med videre.