Den folkekære tv-vært Christian Degn er aktuel i en helt ny programserie, hvor han bytter storbyens bekvemmelighed ud med hjemstavnen i Kronjylland for at gå i lære hos sin far.

Her skal han forsøge at lære alle de praktiske ting, som hans far aldrig fik lært ham som barn. Programmet med det mundrette navn 'Alt det min far aldrig har lært mig'.

»Det er noget helt andet, end hvad jeg ellers har lavet. Det her er meget mere personligt, så jeg tror, mine forældre er lidt spændte,« siger han til B.T.

Programmet lå ellers slet ikke i kortene, før et idéudviklingsmøde tog en uventet drejning. Et langt uforløst møde med løse idéer gjorde redaktionen så desperat, at et uskyldigt spørgsmål om Degns daglige gøremål blev til programmets base. Degn skulle til at tage jagttegn, og det blev betonstolperne til bygningen. Programmet begyndte at tage form.

Christian Degn fælder træer sammen med sin far i den nye programserie.
Christian Degn fælder træer sammen med sin far i den nye programserie.
Vis mere

Christian Degn var hurtigt med på idéen, da han aldrig har været særligt praktisk anlagt. Derfor var det ingen årsag at liste en masse praktiske ærinder op, som han endnu havde til gode at prøve kræfter med:

»Jeg har nok haft en lidt Pippi Langstrømpe-tilgang til tingene. Jeg kan sikkert godt tingene, men jeg skal bare lige prøve. Jeg har et naturtalent for at komme galt af sted. Hvis der ligger en lort i haven til en konfirmationsfest, så ender jeg nok med at træde i den,« griner han.

Om faren var med på idéen, vidste Christian ikke. Han passede sin egen biks på hjemstavnen væk fra offentlighedens søgelys. For faren, Jens, har levet et liv, der afviger sig markant fra det, som hans drenge har gjort.

Mens Christian skulle læse og var mere kreativt anlagt, så har Jens fra barnsben fået at vide af sin egen far, at han skulle arbejde som murer. Men det var en anden tid, som de voksede op i, fortæller Christian:

»Min far bad os om at fravælge det samme erhverv. Han oplevede krisen i 30'erne og Anden Verdenskrig, så han havde den tilgang, at det handlede om at overleve og få mad på bordet. Hans ældste bror overtog byggefirmaet, og så kunne han lige så godt blive murer. Så var hans levevej sikret.«

I dag blæser der andre vinde, hvor unge mennesker har helt andre muligheder og nærmest kan vælge frit:

»Vores generation er nok den første, hvor vi frit kan vælge efter talent, evner og lyst. Min fars har så nok været af den sidste, hvor de fik at vide, hvilken vej de skulle gå.«

Christian Degn forsøger også at helstege en pattegris.
Christian Degn forsøger også at helstege en pattegris.
Vis mere

Og netop dette generationsskifte gør, at mange familier nok befinder sig i lignende situationer og derfor kan spejle sig i forholdet mellem far og søn:

»Der er helt vildt mange, som har set programmets trailer og har sagt, at det er deres liv om igen. Det har virkelig været dejligt og lærerigt at bruge tiden med min far, og jeg kan kun opfordre alle til at tænke over, om ikke der er noget, som de ikke har lært af deres forældre eller omvendt,« siger Degn.

Han afslører, at han også er mere spændt på at se, hvordan folk tager imod familien og de lokale fra Råby, end hvordan de reagerer på at se ham selv på glatis. Han beskriver de lokale som utroligt søde og imødekommende, fordi de er helt normale danskere, der ikke er vant til tv-skærmen, men som alligevel har åbnet døren ind til deres hjem:

»De er ikke vant til mediemøllen, så jeg håber, at de får en masse kærlighed ud af det.«

Programmet har premiere på TV 2 mandag klokken 20.