Det er blot lidt over en uge siden, at den prisbelønnede James Bond-skuespiller Sean Connery gik bort i en alder af 90 år.

Men Micheline Roquebrune, der nu er efterladt som enke efter 45 års ægteskab, har alligevel været gavmild ved at drysse en masse detaljer ud til offentligheden.

Nu afslører hun, at Sean Connery skal hjem:

»Vi har tænkt os at bringe Sean tilbage til Skotland – det var hans sidste ønske,« siger hun til Scottish Mail.

Sean Connery blev født og voksede op i Skotland og sov stille ind 31. oktober i sit hjem på Bahamas. Derfor er det også planen, at hans aske skal fordeles mellem hjemlandet og landet, hvor han tilbragte de sidste mange år af sit liv:

»Han ønskede, at asken skulle spredes ud over Bahamas, men også hans hjemland,« siger Roquebrune til People Magazine.

Der kommer dog til at gå en rum tid, før han får sit ønske opfyldt. Coronapandemien har sat sine spor og begrænsninger, og derfor afventer familien også situationen:

»Så snart, det er sikkert at rejse igen, er det familiens intentioner at bringe ham tilbage til Skotland. Vi ønsker at arrangere en mindehøjtidelighed for ham i Skotland. Det er vores håb. Men vi ved ikke, hvornår det bliver muligt.«

Roquebrune var ved sin mands side, da han sov ind. Nu skal han kremeres på Bahamas, mens asken vil blive opbevaret sikkert, indtil de kan rejse til Skotland.

Enkehustruen afslørede kort efter dødsfaldet, at Connery havde levet sin sidste tid med demens. Han var slet ikke i stand til at udtrykke sig, og det var derfor ikke en værdig måde at slutte sit liv på, mener hun. Han havde ikke haft det godt i et stykke tid.

Sean Connery var en karismatisk skuespiller, der for alvor brød igennem på den internationale scene, da han blev udpeget som den allerførste James Bond-skuespiller til serien, der skulle tage springet fra roman til det store lærred.

Han medvirkede i seks film, inden rollen gik videre til Roger Moore, men selv om han indprintede sig i folks bevidsthed som James Bond, vandt han sin eneste Oscar for sin præstation i filmen 'The Untouchables'.