Løgnen er omdrejningspunktet i stort set alle afsnit af ‘Klovn’.

Det begynder gerne med en lille løgn, som Frank finder på for at dække over Casper, men ender ofte med at gå helt galt – for Frank.

I tidens løb er der i ‘Klovn' blevet løjet om stort og småt. For eksempel om:

  • At Jarl Friis Mikkelsen var død.
  • At Frank havde stomi.
  • Og at Frank havde stemt på Mias far til et kommunalvalg.

I alle tre tilfælde blev det tåkrummende pinligt, da løgnen blev afsløret. Det er der en god grund til, forklarede Frank Hvam og Casper Christensen til TV 2 i forbindelsen med premieren på deres sidste film 'Klovn – The Final'.

Frank Hvam og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i januar 2020. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Frank Hvam og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i januar 2020. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Tillid og integritet er en meget værdifuld valuta os mennesker imellem. Og i det øjeblik, man bliver taget i en løgn, så er man pludselig meget fattig,« sagde Frank Hvam i interviewet.

Men det var også løgn – at det var den sidste omgang 'Klovn'. For på søndag sender TV 2 Play første afsnit af ottende sæson af successerien.

For at det ikke skal være løgn, bliver der også en niende sæson, erfarer B.T. fra flere kilder.

Af et Instagram-opslag delt af skuespiller Andreas G. Hansen fremgår det, at hans følgere skal 'glæde sig til 'Klovn' sæson ni'.

Når det kommer til løgn er reglen i 'Klovn', at Casper lyver hele tiden, mens det altid er Frank, der betaler dyrt for historierne.

Det gjaldt også i den seneste ‘Klovn’-film, hvor Casper og Frank skulle til Island, men af forskellige årsager aldrig kom afsted. I stedet blev de fanget i en løgn om, at de var rejst, og måtte opholde sig fire uger i Franks nabos hus.

Men hvorfor er løgnen så interessant, at den kan blive ved med at underholde os? Det har de to komikere et godt bud på.

De mener, at det er både tilfredsstillende og sjovt at se folk lyve, så vandet driver –  og ikke mindst at blive afsløret i det.

Casper Christensen og Frank Hvam er optaget af løgnens anatomi.
Casper Christensen og Frank Hvam er optaget af løgnens anatomi. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Løgne kommer i mange farver og faconer. De kan være hvide, de kan være store og de kan være decideret gemene. En særlig afart er den, som Hvam og Christensen kalder ‘paraplyløgnen’.

Den er karakteriseret ved at være den store løgn, der dækker over en bunke små, som hele tiden bliver større og mere umulige at slippe ud af.

»Det smadrer status at blive taget i en løgn. Uanset hvor fin du er – om du er prins Andrew – så er det et statusfald af en anden verden. Han er virkelig dårlig til det. Du kan være fucking prins af England, men når du lyver og bliver afsløret, så falder alt fra hinanden,« har Casper Christensen sagt til TV 2

Ottende sæson af 'Klovn' består af otte afsnit, som kan ses på TV 2 Play fra søndag den 6. juni.