Den længe ventede sæson otte af 'Klovn' har end ikke fået premiere, men optagelserne til sæson ni er allerede gået i gang.

Det erfarer B.T. fra flere kilder, og af et Instagram-opslag delt af skuespiller Andreas G. Hansen fremgår det, at hans følgere skal »glæde sig til 'Klovn' sæson ni«, som han selv er en del af.

På billedet optræder blandt andre Casper Christensen, Mia Lyhne og Frank Hvam.

Ligeledes er Nutmeg Productions, der står bag produktionen af den populære serie, tagget i opslaget, som blev delt fredag for en uge siden.

Over for B.T. bekræfter TV 2, at der er en sæson ni på vej. Om der kommer yderligere sæsoner, kan man dog ikke oplyse.

B.T. har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Casper Christensen, men han er for nuværende ikke vendt tilbage.

Selv har han dog flere gange de seneste uger delt billeder af sig selv i selskab med kendinger fra 'Klovn'-universet – heriblandt Mia Lyhne og Frank Hvam.

Det fremgår ikke, om billederne er taget i forbindelse med optagelser til sæson ni, men sikkert er det, at han 28. april på Instagram delte et billede af sig selv og Frank Hvam og skrev: »Så er sæson otte i kassen!!!«

Morten Messerschmidt sammen med Frank Hvam i den nyeste sæson af 'Klovn'. Foto: Presse TV 2
Morten Messerschmidt sammen med Frank Hvam i den nyeste sæson af 'Klovn'. Foto: Presse TV 2
Vis mere

6. juni får den nye sæson, der har fået titlen 'Vore bedste år', premiere.

Sæsonen tager udgangspunkt i, at det trofaste makkerpar er kommet op i årene, og det bliver med Frank Hvams ord »en god blanding af skavanker og eventyr«.

'Vore bedste år' består af otte afsnit, og foruden flere af de gamle kendinger vil nye ansigter såsom Natasja Crone, Pilou Asbæk og Morten Messerschmidt have roller i den ottende – og ikke sidste – sæson af 'Klovn'.

Seriens første sæson fik premiere i 2005. Frem til 2018 blev der lavet syv sæsoner, og så blev der stille. Sådan da.

Pilou Asbæk i sæson otte af 'Klovn'. Foto: Presse TV 2.
Pilou Asbæk i sæson otte af 'Klovn'. Foto: Presse TV 2.
Vis mere

Casper Christensen og Frank Hvam tog i årene 2010, 2015 og 2020 'Klovn'-universet med over i filmens verden, men meddelte efter den sidste film, at det var endegyldigt slut med 'Klovn'.

Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og således er ottende sæson for længst bekræftet, optaget og lige om hjørnet – og niende sæson er på vej.