Casper Christensen gør comeback som tv-vært.

Den 57-årige multikunstner var sidst vært på tv for 16 år siden, da han styrede talkshowet 'Aloha'.

Nu vender han efter sommerferien tilbage på TV 2, hvor han kommer til at stå i spidsen for et helt nyt underholdningsprogram.

Programmet, der har premiere 29. august, har fået titlen 'Bukserne flyver' og i en pressemeddelelse fra TV 2 lyder beskrivelsen:

Foto: Lotta Lemche/TV 2

'I 'Bukserne de flyver' deler kendte danskere ud af deres mest utrolige historier. Nogle taler sandt, mens andre lyver, så bukserne de flyver. Casper Christensen styrer legen, når to hold med Heino Hansen og Mikael Bertelsen i spidsen forsøger at gennemskue hinanden i et spil om bluff, afsløringer, og hvem der har bedste pokerface.'

Casper Christensen var en overgang vært på flere TV 2-programmer som 'Deal/No Deal', 'Grib Mikrofonen' og 'Ni ud af ti'.

Som tv-vært huskes han nok allerbedst for sin gennembrudsrolle som vært på DRs 1990'er-hit 'Husk lige tandbørsten'.

Casper Christensen er derudover aktuel denne sommer med en ny sæson af komedieserien 'Klovn', hvor det for nylig kom frem, at Iben Hjejle vender tilbage.

Det kan du læse mere om HER.