Klovn-bombe: Iben Hjejle vender tilbage
Frank Hvam, Casper Christensen og Mie Lyhne får selskab af en gammel kending.

Frank Hvam, Casper Christensen og Mie Lyhne får selskab af en gammel kending.

Der er godt nyt til dem, der er fan af de gamle 'Klovn'-sæsoner.
For Iben Hjejle, der både privat – og i serien – dannede par med Casper Christensen, vender tilbage i den kommende sæson.
Det afslører TV 2 på Facebook.
'Iben er tilbage', lyder det.
I maj blev Iben Hjejle netop spurgt ind til, hvorvidt hun dukkede op på skærmen igen. Men det ville hun hverken be- eller afkræfte.
»Man må vente og se alle afsnit fra start til slut. Vi kan ikke vide det,« lød det kryptisk.
Den nye sæson, der har titlen 'Nul sex', kan ses fra 19. juli.
Casper Christensen har tidligere afsløret, at »en af de helt store« karakterer vil dø i den kommende sæson.
Hvem det er, må tiden vise.
Sikkert er det dog, at der er comeback til flere tidligere 'Klovn'-kendinge.
Udover Iben Hjejle dukker blandt andre Lars Hjortshøj, Michael Carøe og Tomas Villum Jensen op.
Første sæson af 'Klovn' havde premiere på TV 2 tilbage i 2005.
Siden er det blevet til tre spillefilm og nu en 11. sæson.