Brian Lykke er som komiker og skuespiller kendt for mange ting – men for børn og barnlige sjæle er han måske mest kendt som DR-ikonet Onkel Rejes faste makker Brille.
Nu har Mads Geertsen, der er skuespilleren bag Onkel Reje, dog måttet sygemelde sig efter en periode med så voldsomme trusler, at DR har anmeldt sagen til politiet.
Og Brian Lykke udtrykker overfor B.T., at hans fulde sympati ligger hos sin DR-makker gennem de sidste ti år.
»Han har min totale og fuldstændige støtte. Jeg kan kun sige, at han er det mest kreative og varmeste menneske, jeg har arbejdet sammen med i nærmest hele min karriere,« understreger Brian Lykke.

DRs Børn & Unge-chef Morten Skov har overfor B.T. forklaret, at man betragter den nye bølge af kritik mod Onkel Reje som et hidtil uset niveau af direkte chikane i koordinerede angreb fra særligt konspirationsteoretikere.
Morten Skov har af samme grund ikke ønsket at uddybe, hvad klagerne denne gang har gået på.
Men klart står det, at det er ikke første gang, at Onkel Reje møder kritik.
Det gælder ikke mindst tilbage i 2019, hvor 'Onkel Rejes Heavyband' udkom.
Her gik klagerne blandt andet på, at Onkel Reje skulle forsøge at udbrede satanisme, fordi han i børneserien havde sagt, at Brille skulle blive satanist for at forbedre deres muligheder for at vinde Heavy-MGP.

Dengang forsvarede DR Ramasjang-redaktør Pelle Møller, at den musikalske børneserie var 'langt fra at opfordre børn til satandyrkelse', men snarere var 'en god og underholdende historie' holdt i det sædvanlige 'komiske overdrev' som karakteriser Onkel Rejes universer.
Men denne gang anser man hos DR den nye kritik som så grundløs og chikanerende, at man ikke engang vil uddybe den.
Og på samme måde har Brian Lykke heller ikke ønsket at kommentere sagen yderligere af respekt for sin makker Mads Geertsen.
»Jeg vil mest af alt bare have, at han får lidt fred og ro,« slutter Brian Lykke.