Børn- og ungechef i DR, Morten Skov, kan helt ærligt sige, at han aldrig har oplevet noget lignende.

Chikanen af børneværten Mads Geertsen, der er manden bag karakteren Onkel Reje, har fået konsekvenser for den populære vært, der nu har sygemeldt sig.

Til B.T. fortæller Morten Skov, at selvom man hos DR er vant til klager, er det her i et helt andet omfang.

»Det er ikke første gang, at vi i DR har oplevet, at der er nogen, der er kommet med beskyldninger og anklager. Det, der er forskellen, er, at der er tale om konspirationsteoretikere. Det er ikke bare en person, det er en gruppe af mennesker. Vi har ikke prøvet det på denne her måde før. Og slet ikke i det omfang, som vi prøver nu,« lyder det.

Men hvis så mange mennesker klager, skal I så ikke tage det til efterretning i forhold til indholdet i programmerne?

»Når man laver børneindhold og indhold til DR er man vant til kritikere, og der også kritik af Onkel Reje i andre sammenhænge – og de diskussioner går  vi ind i. Det er ikke det, det her er. Jeg betragter det ikke som klager, men som chikane og direkte trusler – så det tager vi ikke med redaktionelt,« forklarer Morten Skov og fortsætter:

»Det er grundløse konspirationsteorier, som ikke har noget med virkeligheden at gøre.«

Hvad er det for nogle teorier?

»Jeg kommer ikke til at gå ind i det, men der er tale om obskure beskyldninger.«

Morten Skov ønsker ikke at kommentere på hverken de enkelte trusler, eller hvorfor man mener, der er tale om konspirationsteoretikere, der har chikaneret Mads Geertsen.

Det skyldes, at sagerne er politianmeldt af DR.

Den populære DR Ramasjang-vært Onkel Reje har tidligere fået kritik i forbindelse med sit show, hvor han havde et rockband og angiveligt skulle opfordre til satanisme.
Den populære DR Ramasjang-vært Onkel Reje har tidligere fået kritik i forbindelse med sit show, hvor han havde et rockband og angiveligt skulle opfordre til satanisme. Foto: NIKOLAJ BRANSHOLM
Vis mere

Mads Geertsen er lige nu sygemeldt, og det er magtpåliggende for hans chef, at der bliver taget godt hånd om situationen.

»Mads har det, som et normalt menneske ville have det, han er rystet og ked af det. Han står uforstående tilbage,« fortæller Morten Skov om børneværten.

Han forklarer, at DR har overtaget kontrollen af Mads Geertsens sociale medier, og at man 'passer på ham', mens der er løbende dialog.

Og ifølge Moren Skov står man 100 procent bag programmet og universet med Onkel Reje.

»Onkel Reje viderefører en fornem tradition på DR om at lave det her børneindhold, der tør omfavne det, der er humoristisk og går til grænsen, og vi mener, han skal hyldes og ikke angribes.«

Den åbenmundede tv-karakter Onkel Reje har tidligere fået kritik fra flere kanter.

Blandt andet blev det kritiseret fra flere sider, da karakteren i et program sagde, at alle rigtige Heavy Bands er satanister.

Herefter opfordrer han sin bedste ven i programmet til også at blive satanist.

Karakteren har også tidligere mødt kritik for generelt at opfordre til at børn opfører sig dårligt, og spiser slik i stedet for grøntsager.