Asbjørn Dencker og Ziggi Harttung har sammen stiftet virksomheden Eace, som producerer vitaminholdigt tyggegummi, der skal revolutionere måden, vi indtager kosttilskud.

Sidste år besøgte gutterne de barske løver i DR-programmet i håb om at få en investering med hjem.

Selvom de garvede investorer var positivt stemte overfor produktet og konceptet, endte de to iværksættere altså med at gå tomhændede hjem.

»Det var jo en sjov oplevelse og der var god stemning. Men det er jo klart, når det er meget bygget op omkring den her investering, så er det lidt ærgerligt at gå derfra uden,« fortæller Ziggi Harttung til B.T. om besøget i hulen.

Asbjørn Dencker og Ziggi Harttung har sammen stiftet virksomheden Eace.
Asbjørn Dencker og Ziggi Harttung har sammen stiftet virksomheden Eace.
Vis mere

Løverne mente nemlig ikke, at Eace, der blev stiftet i 2019 og på daværende tidspunkt kun havde været på markedet i tre måneder, endnu var moden nok til en investering.

Det var der heldigvis andre, der syntes.

Den norske fødevarekoncern Orkla kunne nemlig godt se et potentiale i den – forholdsvist – nyopstartede virksomhed. Det skriver Børsen.

Og med et var afslaget i 'Løvens Hule' pludseligt for det bedste.

Norske Orkla har købt 30 procent af Asbjørn Dencker og Ziggi Harttungs virksomhed Eace.
Norske Orkla har købt 30 procent af Asbjørn Dencker og Ziggi Harttungs virksomhed Eace.
Vis mere

»Det priser vi os lykkelige for nu. Vi har fået en meget stærkere partner, og det er klart det bedste match, vi kunne have forestillet os,« siger Ziggi Harttung til B.T.

Tyggegummi-makkerparret har solgt 30 procent af virksomheden til fødevaregiganten og beskriver selv samarbejdet som værende »the best of both worlds.«

En god blanding af ungdommens unægtelige gåpåmod og nysyn fra iværksætterparret, koblet sammen med en god portion erfaring fra Orkla, der er et af Norges største og ældste selskaber.

»Det er et perfekt match. Vi er en ung start up-virksomhed med blod på tanden, har et stærkt brand og koncept, og så er de en kæmpe koncern med 350 år på bagen,« siger Ziggi Harttung.

Siden 'Løvens Hule' løb over skærmen er Eace gået fra at være i 300 butikker til mere end 1100 i dag – heriblandt 100 i Dubai og 800 i Danmark.

Målet er at være på hylderne i 1500 danske butikker inden årets udgang.