Lyt til artiklen

Denne fredag skulle 'Vild med dans'-danser Karina Frimodt have vendt tilbage på dansegulvet i TV 2-programmet.

Hun og dansepartneren, radiovært Nicholas Kawamura, røg ud som sæsonens første par, men i aften skulle danseren have svunget rundt med den kræftramte Donald La Verne Smith.

Men den 57-årige tømrer måtte trække sig i sidste øjeblik, da hans helbred blev forværret.

Derfor er danser Karina Frimodt mødt alene op til 'Vild med dans – knækker cancer' for i stedet blot at være publikum.

Karina Frimodt og Donald La Verne Smith skulle have danset til 'Vild med dans - knækker cancer' forrige fredag aften. Men grundet forværring i Donalds helbred, måtte dansen klares tidligere på fredagen på sygehuset.
Karina Frimodt og Donald La Verne Smith skulle have danset til 'Vild med dans - knækker cancer' forrige fredag aften. Men grundet forværring i Donalds helbred, måtte dansen klares tidligere på fredagen på sygehuset.
Vis mere

»Jeg ville ønske, vi skulle have stået på den scene i dag, især for Donald,« fortæller danseren.

Det var nemlig bestemt ikke med Donald La Verne Smiths gode vilje, at han måtte udgå fra aftenens danseshow.

»Det er måske helt besluttet i går, men vi kunne jo godt mærke, hvor det bar hen ad, fordi vi ikke havde trænet, mens de andre havde trænet derudaf,« forklarer Karina Frimodt.

»Men hans helbred er vigtigere end at stå herinde. Men jeg vil sige det sådan, at han havde nærmest lyst til at sætte livet på spil for bare at være publikum herinde i dag.«

I stedet mødte Karina Frimodt op på hospitalet, hvor de sammen dansede for Donalds hustru Helle.

Så hun er glad for, at den 57-årige tømrer lod sig overtale til ikke at risikere helbredet for at møde op på Det Kongelige Teater.

»Det er jeg faktisk ret taknemmelig for, for som jeg også sagde til ham: Det er ikke det værd! Så er det bedre at sidde derhjemme, og så tager vi dansen på sygehuset.«

Karina Frimodt til 'Vild med dans - knækker cancer'.
Karina Frimodt til 'Vild med dans - knækker cancer'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Karina Frimodt har selv været ramt af brystkræft.

I dag er hun dog erklæret rask, men går fortsat til årligt kontroltjek.

»Jeg har næsten lige været der, og der gik jeg igennem, så det var dejligt!« fortæller Karina Frimodt.

Hendes tanker vil i aften derfor være hos dansepartneren Donald, mens hun selv må sidde fra publikumspladserne til 'Vild med dans'-særudgaven til 'Knæk Cancer'.

»Jeg bliver altid meget rørt i denne her uge, der kommer mange tanker og følelser igennem mig,« slutter Karina Frimodt med våde øjne.