Nipuni Julie Jacobsen, der deltog i 'Den store Bagedyst' tilbage i 2017, skal begynde at bage til tre personer i stedet for to.

Hun skriver nemlig på sin Instagram, at hun er gravid.

»Jeg bager i denne tid på en helt særlig cookie, som vi ikke kan vente med at møde. Snart bliver vi nemlig en lille familie, og lykken vil ingen ende tage,« skriver hun i Instagram-opslaget, der har fået et hav af lykkeønskninger fra velkendte skikkelser.

Den ene er værten på programmet Tim Vladimir, der kvitterer nyheden med en række hjerter. Han bliver bakket op af flere 'Bagedyst'-deltagere, heriblandt vinderen fra 2018 Emil Obel.

Også den ukronede reality-dronning Stephanie 'Geggo' Salvarli fra 'Familien fra Bryggen' kommenterer opslaget med »stort tillykke« efterfulgt af en række emojis.

Nipuni Julie Jacobsen, der i 'Bagedyst'-regi nok bedre er kendt som 'Nip', har efter sin medvirken i programmet skabt sit eget kageunivers, hvor man både kan se opskrifter og bestille kager fra hende.

Hun vandt ikke sæsonen i 2017, men samme år kunne hun trække sig sejrsrigt ud af jule- og nytårsudgaven af 'Den store Bagedyst'.

Her vandt hun over en lang række 'Bagedyst'-kollegaer. Blandt den folkekære Rosa Kildahl, der blev kendt for sit hjertelige grin i selvsamme sæson, som 'Nip' deltog i.