Da Fabian Wullenweber for 11 år siden blev tilbudt at instruere en ny tv-serie ved navn 'Badehotellet', spurgte han først sin utraditionelle rådgiver til råds.

Den 56-årige filmmand har nemlig hele sit voksne liv brugt en astrolog som karrierevejleder, og her var et profetisk svar medvirkende til, at han sagde ja til TV 2.

Fabian Wullenweber debuterede i 2002 med filmen 'Klatretøsen', der solgte over 230.000 biografbilletter og blev solgt til 15 lande.

Siden har han instrueret tv-serier som 'Livvagterne' og 'Forbrydelsen', inden han i 2013 altså blev styrmand på 'Badehotellet', som hans astrolog havde forudset ville blive en succes.

Fabian Wullenweber med Amalie Dollerup under optagelserne af 'Badehotellet'.
Fabian Wullenweber med Amalie Dollerup under optagelserne af 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

I bogen 'Bogen om Badehotellet' fortæller Fabian Wullenweber, at hans astrolog 'bakkede 110 procent op om 'Badehotellet'-tilbuddet, da han ud fra et horoskop kunne se, at tv-serien ville blive en landeplage og blive det nye 'Matador''.

»Når jeg laver noget, skal det helst have 'lyset', 'kærligheden' eller ' det gode' som overordnet tema, og der passer 'Badehotellet' smukt ind,« forklarer Fabian Wullenweber i bogen.

Da B.T. møder instruktøren på et pressemøde for den sidste sæson af 'Badehotellet', fortæller han videre, at han startede med at se sin astrolog som 18-årig, efter at hans far havde taget en astrologi-uddannelse.

Han har tidligere i et interview med Fyens.dk fortalt, at det var helt naturligt, at der i hans barndom sad clairvoyanter og astrologer med til frokostbordet.

Badehotellet sc 5720
Badehotellet sc 5720 Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Som voksen bruger han nu sin astrolog som en form for coach.

»Det er meget on and off. Der kan sagtens gå tre år, hvor jeg ikke konsulterer ham, men jeg synes, det er ret sjovt at bruge astrologien og de mekanismer, der er. Jo, mere man ved om det, jo lettere er det at bruge aktivt, så det ikke bare er, 'der vil ske det og det', men mere bruge det til personlig udvikling,« fortæller han.

Fabian Wullenweber giver et eksempel på, hvordan han indirekte har benyttet sin astrolog til at jagte et job.

Da 'Badehotellet' i 2022 holdt pause, fortalte astrologen, at der lå et nyt stort job og ventede, hvis han tog fat i sine gamle kontakter.

'Badehotellets' bagmænd: Instruktør Fabian Wullenweber, producer Pernille Bech Christensen, forfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og producer Michael Bille Frandsen.
'Badehotellets' bagmænd: Instruktør Fabian Wullenweber, producer Pernille Bech Christensen, forfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og producer Michael Bille Frandsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Så lavede jeg en liste over, hvem jeg havde arbejdet med, og der var blandt andet Torleif Hoppe, der skrev 'Forbrydelsen',« fortæller han og fortsætter:

»Jeg ringede til Torleif, der sagde, at han var i gang med sæson to af 'DNA' (TV 2-serie med Anders W. Berthelsen, red.). Han ville gerne arbejde med mig, men de havde allerede en instruktør.«

Fordi hans astrolog havde fortalt ham, at der lå et job og ventede med gamle samarbejdspartnere, blev Fabian Wullenweber ved med at skrive eller ringe til Torleif Hoppe hver tredje uge, og en dag var der hul igennem.

»Han spurgte pludselig: 'Fabian har du tid? Instruktøren er lige sprunget fra.«

Han smiler.

»Så det er jo en måde at bruge det aktivt på. At det er den vej, jeg skal forfølge, også selvom man måske ikke selv kan se en mening med det.«

Fabian Wullenweber tilføjer, at 'Badehotellet' og 'DNA' er lykkelige eksempler. 

Astrologen har ligeså tit advaret ham om, at nye projekter kommer til at gå dårligt - eller at han slet ikke får jobbet.

»Så jeg bruger det ligeså meget til at være forberedt på ting eller forstå meningen med, hvad der sker, så jeg ikke føler mig som et offer.« 

Fabian Wullenweber er for tiden i gang med at arbejde på en film om det danske kongehus.

Det kan du læse mere om HER.