Danskerne kan stadig ikke fået nok af 'Badehotellet'.

Mandag aften var der premiere på sjette sæson af TV2's succesfulde komedieserie om livet på et badehotel i 1930'erne, og her sad et rekordstort publikum klar foran skærmen.

Afsnittet blev ifølge TV2 nemlig set af 1.589.000 seere, hvilket er den mest sete sæsonpremiere på 'Badehotellet' nogensinde.

'Badehotellet' blev første gang sendt tilbage i 2013 med blandt andre Lars Ranthe, Amalie Dollerup og Bodil Jørgensen i hovedrollerne.

Anmelderne har fra start af været negative og slået ned på seriens karikerede udtryk, men seerne har været ligeglade og labber fortsat historierne i sig.

Sjette sæson skiller sig ud ved, at skuespillerne Rosalinde Mynster, Bjarne Henriksen og Anders Juul er skrevet ud af serien og har givet plads til nye navne som Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæks søn Lue, Lars Bom og Peter Mygind.

Handlingen er sat til sommeren 1939, hvor Anden Verdenskrig venter lige rundt om hjørnet, og man hører om den første jødeflugt i Sydeuropa.

Blandt andet kommer det frem, at Danmark i 1939 åbenbart ikke tillod jøder at komme ind i landet, og derfor må en af seriens karakterer blive i en tysk koncentrationslejr.

'Badehotellet' er dog først og fremmest hyggelig aftenkaffe-tv, så Hitlers ondskab fylder alligevel ikke mere, end at karaktererne stadig bakser mest med deres egne småproblemer som hr. Weyses sceneskræk, Amandas stressende reklame-arbejde og hr. Molins forliste ægteskab.

Lue Støvelbæk er også et nyt ansigt i den sjette sæson af Badehotellet.
Lue Støvelbæk er også et nyt ansigt i den sjette sæson af Badehotellet. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Serien er skabt af ægteparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

Enkelte scener indspilles ved Vesterhavet i Svinkløv, Slettestrand og Grønnestrand i Nordjylland, men ellers foregår det meste i et studie i Albertslund lidt uden for København.

Stig Thorsboe afslørede ved et pressemøde forud den nye sæson, at sjette sæson kun er starten på anden del, og at man har planer om at fortsætte serien mange år endnu.

Peter Mygind er med i den nye sæson af Badehotellet.
Peter Mygind er med i den nye sæson af Badehotellet. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere