Glem coronakrise og Donald Trump. Er der noget, der har fået danskerne til tasterne her i begyndelsen af det nye år, så er det DR's nye børneanimationsserie 'John Dillermand' om John, der har en 'magisk og utrolig lang dillermand'.

Typer som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og P3-vært Maria Jencel er forargede over, at DR har lanceret en serie til børn om en voksen mand, der bruger sin lange 'dillermand' til blandt andet at lufte hunde og grille pølser.

Morten Messerschmidt skriver på Twitter:

'Ja, de hellige vil nok kalde mig sart og sige, jeg ikke har ret til at gå på kompromis med ytringsfriheden og la la la … Men er jeg den eneste, der finder det forkasteligt, at børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd på DR Ramasjang?'

John Dillermand kommer flyvende på sin magiske dillermand.
John Dillermand kommer flyvende på sin magiske dillermand. Foto: DR / Made By Us
Vis mere

DR har i en præsentationsartikel om 'John Dillermand' skrevet, at serien blandt andet skal ses som et humoristisk univers, hvor det handler om at turde stå ved sig selv og sine fejl og har fokus på børns spirende nysgerrighed omkring kroppen.

Det giver P3-vært Maria Jencel ikke meget for og skriver i en Instagram-story:

'Ja DR. … børns nysgerrighed omkring deres egne små børnekroppe. Sgu da ikke deres spirende nysgerrighed omkring fremmede gamle mænds kæmpe, magiske pikke.'

Hun undrer sig videre over, at der ikke er nogen på DR, der har stoppet 'en så glorificerende fallos fortælling om en voksen pik, der er svær for den sjove gamle mand at styre'.

'Forstår jeg intet af,' tilføjer hun.

Men der er også dem, der jubler over 'John Dillermand'.

Blandt andrre tager tv-vært Anders Breinholt serien i forsvar og skriver på Instagram:

'Gør lige dig selv en tjeneste. At se John Dillermand på DR TV – Ramasjang – inden, der er en chef fra DR, der får kolde fødder og tager det ned. Det er virkelig sjovt og godt lavet.'

P3-vært Christian Bonde skriver også rosende om serien på Twitter:

'Selvfølgelig kan man lære børn at have det sjovt med en tissemand. Det handler om, hvordan man gør det. Ramasjangs 'John Dillermand' gør det helt rigtigt. Jeppe Kofod gjorde det helt forkert.'

Instagram-stjernen Anders Hemmingsen erklærer sig også som fan:

Og så er der kendis-kokken Umut Sakarya, der humoristisk tager serien personligt til sig og mener, at den må handle om ham selv.

'Nu med nyt tv program. Tak til DR for at gøre drømmen til virkelighed,' skriver han på Instagram.

DR fortalte i deres egen artikel om serien, at man både har haft en børnepsykolog og Sex og Samfund inde over, da man lavede 'John Dillermand', og at man skal huske at se serien med børns og ikke voksnes øjne.

Chefen for DR-kanalerne Minisjang, Ramasjang og Ultra, Morten Skov Hansen, udtaler da også til B.T., at man fra deres side af ikke ser noget problematisk i 'John Dillermand'.

»Vi mener selvfølgelig ikke, at serien på nogen måde er skadelig. Vores indhold tager afsæt i en lang tradition om at være tro mod målgruppen,« forklarer han og tilføjer:

»Med serien anerkender vi den spirende nysgerrighed omkring krop og kønsdele og det også pinlige og sjove ved kroppen. Det er noget, som er spændende for netop den aldersgruppe, som Ramasjang henvender sig til.«

Morten Skov Hansen understreger:

»'John Dillermand' er et fiktivt og humoristisk univers, hvor vi vil fortælle en sjov historie, der fanger børnene. Det er en animationsserie, hvor humor, overdrivelse og magi er i centrum, som er noget, børn kender til og nemt kan afkode.«