Hele tre gange har 'Årgang 20'-parret Maria Skødt Hansen og Nikolaj Bek måtte udskyde deres bryllup.

Først kom deres halvandenårige datter, Solvej, så aflyste corona det meste og senest stod racerløbet Classic Race i vejen.

Men lørdag 2. oktober kunne det endelig lade sig gøre for parret at give hinanden deres ja og sammensmelte deres efternavne til Skødt Bek efter otte år som par.

»Vi blev viet i Mørke Kirke og havde en fantastisk fest på Thors Mølle,« fortæller en glad Maria Skødt Bek til B.T.

Maria og Nikolaj Skødt Bek blev viet i Mørke Kirke, hvor deres datter Solvej på halvandet år var brudepige.
Maria og Nikolaj Skødt Bek blev viet i Mørke Kirke, hvor deres datter Solvej på halvandet år var brudepige. Foto: PhotoCare Grenaa
Vis mere

Det var dog tæt på at gå helt galt.

»Det hele var fuldstændig timet og tilrettelagt, men så var det lige ved ikke at blive til noget,« fortæller den 29-årige brud.

Om torsdagen fik hun nemlig dårlig mave og begyndte at kaste op. Dagen efter udviklede det sig til feber og omgangssyge, men efter et par udskrifter fra vagtlægen fik hun lørdag morgen alligevel stadset sig ud og slæbt til Mørke Kirke.

»Ti minutter inden, jeg skulle gå op af kirkegulvet, kastede jeg op for sidste gang – i brudekjole og det hele. Mine søde veninder holdt mit hår, og jeg fik lagt make up igen. Men så havde jeg det heldigvis bedre efter,« siger Maria Skødt Bek.

'Årgang 20'-parret Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen blev gift i juli måned, hvor de andre 'Årgang 20'-par også var med. Her er der fælleskrammer hos de nygifte par.
'Årgang 20'-parret Maria Mainz og Daniel Brask-Andersen blev gift i juli måned, hvor de andre 'Årgang 20'-par også var med. Her er der fælleskrammer hos de nygifte par. Foto: PhotoCare Grenaa
Vis mere

»Jeg havde det sådan, at nu havde jeg glædet mig så længe, og alt var ordnet, så jeg var klar, om jeg så skulle bæres op ad kirkegulvet!« tilføjer hun med et grin.

Heldigvis forløb alt derefter, som det skulle, så 'Årgang 20'-parret kunne få deres længe ventede store dag blandt venner og familie.

Ikke mindst stod de tre andre 'Årgang 20'-familier på gæstelisten.

»De var også med, det var rigtig dejligt. Vi har et sindssygt godt forhold, vi klikker bare vildt godt alle sammen,« fortæller Maria Skødt Bek.

Alle 'Årgang 20'-parrene - Christian & Lisbeth, Daniel & Maria og Lena & Mads - var også til stede ved Maria & Nikolajs bryllup.
Alle 'Årgang 20'-parrene - Christian & Lisbeth, Daniel & Maria og Lena & Mads - var også til stede ved Maria & Nikolajs bryllup. Foto: PhotoCare Grenaa
Vis mere

»Christian fra Espergærde holdt en rigtig, rigtig fin tale, hvor han gav os gode råd fra sit og Lisbeths ægteskab og fortalte om vores styrker som par,« tilføjer hun.

Det næste, parret nu kan gå og glæde sig til, er en bryllupsrejse.

»Vi satser på en tur til Dubai i det nye år. Januar-februar er som regel en lidt mere rolig periode i forhold til Nikolajs restaurant,« forklarer Maria Skødt Bek, der også tager parrets halvanden år gamle datter med den uge i sydens sol.

Til daglig arbejder 28-årige Nikolaj Skødt Bek som kok i sin egen restaurant i Grenaa, mens 29-årige Maria Skødt Bek er børnesygeplejerske. Sammen bor de i Mørke med deres datter, som man så komme til verden i TV 2-programmet 'Årgang 20', der vender tilbage i starten af det nye år.