Mads Mikkelsen kædes onsdag sammen med rollen som den onde troldmand Gellert Grindelwald i tredje kapitel af filmatiseringen af 'Fantastiske skabninger'.

Det er de internationale medier Deadline og Variety, der mener at vide, at den 54-årige dansker er favoritten til at overtage rollen fra Johnny Depp, der i forrige uge blev vraget.

Men selv om det nok vil glæde en masse danske fans, så er begejstringen ikke særligt stor blandt den internationale skare. På Change.org er der startet en masse underskriftsindsamlinger af fans, der ønsker Johnny Depp tilbage. I skrivende stund har indsamlingerne samlet fået mere end 400.000 underskrifter, mens den mest populære netop har rundet 150.000.

Den hedder 'Warner Bros, giv os Johnny Depp tilbage som Gellert Grindelwald', og i beskrivelsen står der:

»Johnny Depp blev af Warner Bros bedt om at fratræde sig rollen som Grindelwald i 'Fantastiske skabninger 3'. Dette skete på baggrund af udfaldet af retssagen med 'The Sun' – en afgørelse, som var totalt uretfærdig. Vi vil have ham tilbage! Warner Bros burde lytte til folket, ellers boykotter vi filmen!!!«

De vokale fans er altså ikke imod Mads Mikkelsen, men ønsker i stedet, at Johnny Depp kommer tilbage. De mener, at han er blevet uretfærdigt behandlet, og at ingen anden kan udfylde rollen så godt, som han gjorde.

Johnny Depp blev opfordret til at fratræde sig rollen som følge af et nederlag i retten til den engelske avis The Sun, der havde udgivet en artikel om Depp og hans voldelige adfærd mod ekskonen Amber Heard.

Han mente selv, at det var usandt, og at han er uskyldig, men han tabte retssagen og dermed efterfølgende også rollen i filmserien, der fungerer som en forløber til Harry Potter-universet.

Nu er Mads Mikkelsen udset som manden, der skal udfylde hullet. Men hverken han eller hans repræsentanter har kommenteret på rygterne.

'Fantastiske skabninger 3' skulle efter planen udkomme i november 2021, men filmen er netop blevet udskudt til sommeren 2022.