Taroks liv kommer ud som storfilm i biograferne om få dage. Travhesten fra Skive blev næsten tillagt menneskelige følelser, da den herskede på danske og internationale travbaner i anden halvdel af 1970’erne.

I 1980 offentliggjorde analyseinstituttet Gallup resultatet af en stor undersøgelse, hvor tusindvis af danskere var blevet spurgt om, hvem der var den mest populære dansker. Dronning Margrethe kom på en førsteplads. Og hvem blev så nummer to? Fodboldspilleren Allan Simonsen, svømmeren Birgitte Nilsson eller verdensmesteren i speedway Ole Olsen? Nej. Det gjorde travhesten Tarok fra Skive.

Hingsten blev født 18. februar 1972 i Karl Laursens Stald Kima. Han var søn af den kloge og lettere flegmatiske væddeløber Pay Dirt og Tina Virup, der til gengæld var hurtig og udholdende. Sidstnævnte hest var en, som Karl Laursen havde købt på en auktion, hvor ingen andre ville have den, fordi den var for uberegnelig. Kombinationen af temperamenter fra stamtavlen viste sig at være guld værd, for Taroks personlighed delte sig i to. Den var ikke så lidt af en laban fyldt med spi- lopper hjemme i stalden, men klog når den var ude til væddeløb.

Tarok vandt mere end to ud af tre løb, som han startede i. Ingen andre har gjort det bedre siden, og samtidig tjente hesten 2,8 mio. kr. til Stald Kima, hvilket svarer til 7 mio. kr. i nutidspenge. Allerede disse kendsgerninger er en stor del af forklaringen på hestens store popularitet i Danmark. Da Tarok-feberen var på sit højeste, fik hesten sækkevis af breve, der blot var dateret ’Tarok, Skive’. Det lokale postvæsen fandt frem til hesten alligevel. Tarok fik sin egen fanklub, hvorigennem man blandt andet kunne få sin helt egen bøllehat med hestens navn på, og T-shirts og cowboybukser med hestens navn på var ikke ualmindeligt.

Kærlige amatører

Af andre gode argumenter udover selve succesen var, at han var opdrættet i Danmark. At han var smuk og elegant og nærmest lignede noget fuldendt. Det var den engelske politiker Churchill, som engang sagde ’Der er noget ved det udvendige på en hest, der er godt for det indvendige af et menneske’.

Samtidig var heste i forvejen på mode i 1970’erne, og så havde Tarok et navn, der var let at huske og som udstrålede styrke og stolthed. Det var nærmest, som om danskerne efterhånden tillagde hesten følelser. Da Karl Laursen en dag blev spurgt om, hvorfor hesten ikke kunne læse eller regne, sagde han: ’Det skyldes nu nok, at vi aldrig har haft tid til at undervise ham i det!’ Bemærkningen var naturligvis en vittighed sagt med underdrevet jysk lune.

Årsagen til populariteten kan også være en helt anden. Tarok levede i en jysk familie med rødderne fast forankret i den danske landbrugsmuld. De var renlivede amatører. Karl Laursen var kendt for aldrig at bruge sin pisk under travløbene, som professionelle jockeyer ofte gjorde det. De var for hårde ved hestene, mente Laursen. Han havde den holdning, at hesten var en del af familien, og familiemedlemmer slog man ikke. I perioder krævede Tarok selskab, selv om natten, og så tog Karls søn sin sovepose og sov ude i halmen uden at kny, for det var nemlig ham, der kørte Tarok til alle sejrene, samtidig med at han de første år arbejdede som bilhandler.

Hemmeligheder og staldtips

Bilhandleren, der, efterhånden som succesen med hesten voksede, afhændede sin forretning, opfattede Tarok som en kammerat. Efter at han vandt det danske derby i 1976, sagde Jørgen Laursen:

’Farten var høj i sidste sving, og feltet kæmpede hårdt for at komme op til os. Tarok vendte som sædvanlig hovedet for at se, hvor tæt konkurrenterne kom på. Pludselig fik han øje på en, han kendte. Vores egen Tabasco var godt med fremme i feltet. Jeg troede ikke mine egne ører, da Tarok vrinskede højt af gensynsglæde. Han havde overskud nok til at hilse på sin gode staldkammerat, selvom vi var midt i opløbssvinget. Jeg tror, alle kan forstå vores stolthed over at have en traver af Taroks format, men de færreste kan nok fatte, hvor nært man bliver knyttet til en hest med hans klogskab og personlighed’.

I stalden i Skive fik hestene flere små måltider om dagen i stedet for få store, fordi gamle Laursen havde den teori, at væddeløbsheste ikke havde tålmodighed til at spise ret længe ad gangen. Hesten spiste også Karl Laursens hemmelige foderblanding, der dog senere kom i handlen under det stærke brand. Samtidig var der altid musik i højttalerne, så hestene blev vant til hurlumhej hjemmefra og de dermed ikke blev nervøse, når de kom ud til de store væddeløb.

Mystisk sygdom

I BT blev Taroks død beskrevet under overskriften ’Tarok tabte sit sidste løb’, og det gjorde han den 31. januar i 1981. Nyheden var den første i radioavisen den dag, og for første og eneste gang siden har en hest været anledning til landesorg. Kort efter hestens død krævede befolkningen et mindeprogram i tv, og fik det. Tarok døde af den berygtede Baron Gruff-sygdom efter kun at have været sløj i tre dage.

Brevene strømmede ind i Skive som aldrig før, og en kvinde skrev:

’Jeg har grædt af glæde mange gange, når jeg har set ham vinde. I dag græder jeg af sorg. Han var jo bare vores alle sammens Tarok’. Alle breve blev besvaret med håndskrift af Karl Laursen og hans kone.

I to dage efter begravelsen kørte der et langsomt optog af biler forbi marken, hvor Tarok var begravet for at sende ham en sidste hilsen. Karl Laursen døde i 1995 og hans kone i 2005, og de er begge to begravet ved siden af hestens grav. I 2009 ærede Skive Tarok med en statue af ham og kusken Jørgen Laursen, og nu er det tid til den store film om mange af bedrifterne.