DSB-kontrolløren Gunnar Reinhardt måtte onsdag forlade 'Den store bagedyst' efter at have bagt en lyserød polterabend-kage, der ifølge dommerne ikke levede godt nok op til temaet 'mandehørm'.

Beslutningen om at sende Gunnar Reinhardt ud har dog vist sig at være voldsomt upopulær blandt mange danskere, og flere har skrevet forargede beskeder på DRs Facebookprofil og beskyldt tv-stationen for at være både sexistisk og kønsstereotyp, fordi definitionen af 'mandehørm' ikke levnede plads til Gunnars fortolkning.

Hovedpersonen selv er også noget forundret over, at man i en moderne verden ikke har plads til forskellige definitioner af, hvad en polterabend er.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at man i Danmark gerne vil være et mangfoldigt land, hvor der er plads til alle, men det er der så ikke her. Når de tænker polterabend, tænker de på meget specifikke ting, men for mig har det også meget med kærlighed og ægteskab at gøre,« siger Gunnar Reinhardt, der synes, man burde have lavet opgaven mere specifik.

»Hvis man havde en fra Pakistan med, ville de måske også have en anden opfattelse af, hvordan man holder polterabend?« siger Gunnar Reinhardt.

Han forklarer, at hans kage blandt andet var inspireret af hans egen polterabend.

»Når nogle tænker polterabend, tænker de på mænd, som står ude i en skov og hugger brænde, men det er ikke alle, der gør det. Kagen er også inspireret af min egen polterabend, hvor vi spiste tapas på havnen, så cliff-diving og var til sumobrydning og på rodeotur,« forklarer Gunnar Reinhardt.

Gunnar måtte forlade den store bagedyst, da dommerne mente, han havde misforstået temaet med sin lyserøde polterabendkage.
Gunnar måtte forlade den store bagedyst, da dommerne mente, han havde misforstået temaet med sin lyserøde polterabendkage. Foto: Linette Odgaard/Carsten Moll
Vis mere

En af de specifikke ting, Gunnars kage fik kritik for, var, at den er pyntet med fødder på toppen. Gunnars egen tanke var, at det skal ligne to mennesker, der 'hygger sig' under tæppet, men sådan blev det ikke helt set af dommer Mette Blomsterberg.

»Mette syntes, det var børnefødder, men det er der, jeg synes, man måske skal tolke videre. Skulle der være hår på mandetæerne for at gøre det tydligere? Jeg synes, de fødder var sjove,« siger Gunnar Reinhardt.

Siden onsdagens afsnit af 'Den store bagedyst' har han modtaget opkald og beskeder fra både venner, familie og sågar folk, han ikke kender, der bakker op om ham og hans kage.

Han har også fulgt med i den store storm af vrede seerhenvendelser, som DR har fået, og det glæder ham, at flere er enige med ham i, at polterabend og 'mandehørm' kan fortolkes forskelligt.

»Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt vidlt dejligt, at jeg ikke står med min klage alene. Det viser, at der er andre, der kan se et problem også. Det er helt vildt, jeg kan slet ikke forstå det,« siger en tydeligt rørt Gunnar Reinhardt.

Han så selv aftenens program, selvom han først havde været i tvivl, og det viste sig ikke at være en helt rar oplevelse.

»Jeg havde halvanden times træning, hvor jeg lige kunne afreagere, men jeg så det med hejrtebanken og fugtige hænder og syntes bare, det var mærkeligt,« forklarer Gunnar Reinhardt.