Den danske komiker Ruben Søltoft troede ikke sine egne øjne, da han loggede på YouTube og så, at en gammel sketch pludselig var blevet set af 26 millioner mennesker. Da han kiggede nærmere på tallene, blev han endnu mere overrasket - for i løbet af ganske få måneder var han åbenbart blevet et kæmpehit i Indien.

»Jeg snakkede med Sofie Linde i går, og vi er meget enige om, at vi har peaket nu. Vi trækker os tilbage.«

Sådan siger Ruben Søltoft, efter at sketchen, som han lavede med X Factor-værtinden, pludselig gik amok i det eksotiske land mod øst.

Den danske komiker var sidste år vært på prisuddelingsshowet Zulu Awards, som blev afviklet fra Oslobåden. I den forbindelse lavede han en moderne, humoristisk nyfortolkning af filmklassikeren 'Titanic' sammen med DR-værtinden.

Her ser man parret i ikoniske scener fra filmen, hvor de blandt andet har sex i en bil på parkeringsdækket, hvor Sofie Linde laver en croquis-tegning af komikeren, der kun er iført en diamanthalskæde, og hvor de til sidst kæmper om retten til at ligge i sikkerhed på en flydende dør, mens skibet synker bag dem.

Det er snart et år siden, TV 2 lagde sketchen på YouTube. Men efter at have ligget på stabile 100.000 visninger i en længere periode, opdagede Ruben Søltoft pludselig, at 16 millioner mennesker nu havde set den. Og tallet blev ved med at vokse og vokse. I skrivende stund er sketchen blevet set af godt 26 millioner.

Langt størstedelen har set med fra Indien, mens der også er visninger fra Pakistan og Syrien, fortæller komikeren til BT.

Havde han regnet med, at han nu skulle forbi New Delhi med sin kommende turne for at besøge sine nye overraskende fans, måtte han dog tro om igen.

»Jeg kontaktede Zulu og spurgte, hvordan alle de her mennesker havde fundet frem til videoen. De kiggede ind i tallene, og det viser sig, at ingen af de her indere selv har søgt på 'Ruben Søltoft'. Desværre,« siger han.

I stedet har YouTubes algoritme - af uransagelige årsager - pludselig sørget for, at man automatisk bliver ledet over i sketchen, når man har set en række bestemte Bollywood-klip, som er uhyre populære i den indiske del af YouTube.

»I Bollywood-genren er man meget afklædt, og sammenkoblingen er muligvis, at jeg også er meget afklædt i sketchen og viser... alt. Det er nok derfor, vi er faldet ind i Bollywood-segmentet. Der er selvfølgelig over en milliard mennesker i Indien, så på den måde er 26 millioner jo ikke så højt. Det er nok bare en lille landsby, men det føles da som et højdepunkt i karrieren på trods. Vi kan konkludere, at afklædte mennesker på video er ret universielt,« siger Ruben Søltoft, der nu skal finde ud af, hvordan han lukrerer på det.

»Det kan godt være, man skulle sætte en agent på sagen og komme ind på Bollywood-markedet. Det vil jeg ikke afvise.«

Til efteråret tager Ruben Søltoft på turne med one-man-showet 'Ting fra min mund', som spiller over hele landet - og nu overvejer han da at sætte et show op i Indien, fortæller han med et glimt i øjet

Det er ikke første gang, den danske komiker skæver til udlandet i humorens navn. I december skulle hans ansigt som et reklamefremstød for hans kommende show have prydet det tunesiske kvindelandshold, når de skulle spille mod de danske håndboldkvinder under vinterens VM.

I 11. time blev aftalen dog droppet. Ifølge Ruben Søltoft fordi den megen medieomtale havde gjort den tunesiske regering nervøse for projektet.