I 2013 stoppede Christiane Schaumburg-Müller efter tre sæsoner som vært på ’Vild med dans’ på grund af uenigheder med TV2. Nu har hun fået lyst til at vende tilbage.

»Der var mange grunde til, at jeg stoppede på ’Vild med dans’. Men én ting jeg kan nævne her i hvert fald er, at jeg også stoppede, fordi jeg ikke bare kunne sidde på en taburet og vente på, at det blev ’Vild med dans’-sæson,« forklarede den populære tv-vært sidste år i podcasten ’Succes Kriteriet’.

Christiane Schaumburg-Müller har svært ved at sidde stille for længe ad gangen og har i de senere år blandt andet drevet online-mediet ChriChri.dk.

Da hun for fem år siden første gang var vært på ’Vild med dans’, måtte hun ikke på grund af sin kontrakt med TV2 lave andre projekter ved siden af, og det fik hende til at sige stop.

»Jeg måtte ikke lave andre kommercielle aftaler. Og jeg er bare mega kommerciel – det er der, mit drive ligger,« uddybede hun over for ’Succes Kriteriet’.

Men nu er hun altså tilbage i ’Vild med dans’ som vært ved siden af Sarah Grünewald, og på pressemødet forud den kommende sæson kunne hun smilende slå fast, at tv-branchen heldigvis har rykket sig.

»Det er meget bedre i dag. Man er ansat på helt andre måder i dag, og der er åbnet op for, at man kan lave andre ting ved siden af.«

Hun tilføjer, at selvom de fleste bag kameraet på ’Vild med dans’ er de samme som sidst, føler hun stadig, at det hele føles ret nyt, da de fleste professionelle dansere er blevet skiftet ud.