Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den folkekære tv-serie 'Matador' har høstet mange roser, siden den blev skabt for 40 år siden - især for den præcision, der blev arbejdet med for skabe et autentisk tidsbillede. Trods megen omhu er der dog alligevel fejl, der har sneget sig ind i den folkekære serie.

På fansiden matadoronline samles nogle af de fejl, som detalje-orienterede seere er faldet over i årenes løb. Sidens stifter, Janus Madsen, har i samarbejde med DR udnævnt de fem sjoveste fejl.

1. Oberst Hackels skulderbånd

Gæve seere har bemærket, at der kan stilles spørgsmål ved, hvorvidt Oberst Hackel overhovedet er oberst. Tæller man stjernerne på skulderen af hans uniform, vil man nemlig se, at der kun er to.

To stjerner betyder, at man er oberstløjtnant, som er en rang under oberst. Det vil altså sige, at Oberst Hackel enten lyver om sin rang, eller også bærer han en uniform fra før, han blev oberst.

2. Maude kan forudse fremtiden

Maude er bestemt ikke glad for støv, og derfor er familien Varnæs' hjem altid skinnende rent. I afsnit fem af 'Matador' viser det sig sågar, at Maude er en form for rengøringspioneer.

I afsnittet, der foregår i 1932, spørger Maude nemlig stuepigen Agnes, om hun er klar over, hvor mange millioner støvmider, der er i husstøv. Miderne blev dog først opdaget i 1964, og dermed er den støvforskrækkede Maude 32 år forud for sin tid.

3. Misse og fru Fernando Møhge går tur ved motorvejen

I fjerde afsnit af 'Matador' er der en scene, hvor Elisabeth Friis og Kristen Skjern er ude at gå en tur. Hvad, de ikke bemærker, er, at Misse Møghe og fru Fernando Møghe lurer på dem fra en hvid træbro.

Bag ved de to kvinder kan man skimte et stort motorvejskilt, som umuligt kan høre til i en stille landsby som Korsbæk tilbage i 1931.

4. Hvornår er fru Fernando Møhge født?

Syvende afsnit af 'Matador' er dedikeret til at fejre alderspræsidenten, fru Fernando Møhges, fødselsdag - problemet er blot, at ingen rigtig ved, om hun fylder 90 eller 100 år.

Det er dog ikke den eneste forvirring, der er i forbindelse med den gamle Møhges fødselsdag. Det virker nemlig heller ikke til, at holdet bag 'Matador' har helt styr på, hvilken dato hun er født.

I begyndelsen af afsnittet siger Maude, at tante Møhge har fødselsdag den 27., men på kagen som gæsterne sidder omkring bordet og spiser, står der 6. november 1933.

Hvorvidt holdet bag serien har klokket i det, eller en forkert replik er blevet læst op vides ikke, men forvirringen er i hvert fald total.

5. Agnes er succesrig forretningskvinde, men er ikke helt god til matematik

Agnes Jensen starter som tjenestepige hos Varnæs-familien, men i løbet af serien laver hun sin egen lille virksomhed og udvikler sig dermed til en forretningskvinde.

I afsnit 22 viser det sig dog, at hun ikke har helt styr på tal. Hun sidder og lægger en række tal sammen, men den opmærksomme seer vil bemærke, at hendes udregninger er forkerte. Agnes får nemlig de mange tal til at give 288,40, men resultatet burde have været 428,40.

Lige nu løber 'Matador' over skærmen for syvende gang på DR, så hvis du vil se, om du kan finde andre, er det bare om at komme igang. Ellers kan du læse om mange flere på matadoronline.

Andre læser også