Hun sad klinet til skærmen, da Matador i går for første gang blev genudsendt i en ny, restaureret udgave med klare farver og knivskarpe billeder. Lise Nørgaard, hovedforfatter bag serien og 100 års-fødselar i næste måned, er godt tilfreds med resultatet og synes, den er blevet 'flot'.

Hun kan dog ikke skjule, at hun savner det grå-brune, grynede filter, der lå hen over den gamle udgave, som løb henover danskernes tv-skærme første gang i 1978.

»Det er morsomt at se (den restaurerende udgave, red.), men jeg kunne godt lide de gamle lidt brunlige billeder,« siger hun til TV2.

Ligesom flere tv-anmeldere har hun bemærket, at de skarpe farver og billeder afslører skuespillernes sminke, Maudes parykhår og de malede kulisser.

»Man kan jo se alt. Sminken var det første, jeg lagde mærke til. Jeg kunne se al deres makeup. Jeg ved ikke, hvad Erik Balling (serien afdøde instruktør, red.) ville have sagt til det,« siger Lise Nørgaard til TV2.dk.

Lise Nørgaard sætter aldrig Matador på dvd'en derhjemme, men hun har set med, hver gang den folkekære serie i 24 afsnit er blevet genudsendt. Det gør hun også denne gang.

Det er nu syvende gang, at danskerne har kunnet følge Mads Skjern, grisehandler Oluf Larsen, direktør Varnæs, Misse Møhge og alle de andre udødelige karakterer i 'Matador' i den bedste sendetid på DR1.

Det har taget tre år at restaurere 'Madator'.